Med sin julekalender- og samtalebog giver Peter A.G. Nielsen taletid til dem, der sjældent bliver hørt. Fx den hjemløse eller den psykisk syge. Og alle ønskes de en glædelig jul.
Når man støder på navnet Peter A.G. og noget med jul i samme sætning, er vi sikkert flere, der med det samme for vores indre øre kan høre Peters karakteristiske stemme messe: ”En mørk og kold decemberaften. Vinden pev og sneen føg. Vi sad og hørte radio. En melodi, en simpel sang. Historien om den der gang, to mus faldt ned i en spand med mælk…”
Gnags´ legendariske julesang fra 1983 har faktisk også fået en lille rolle i denne opbyggelige julekalenderbog af Peter A.G. Nielsen. Bogen består af 31 samtaler – én til hver dag i december – og i en af disse samtaler, er udgangspunktet såmænd omtalte julesang. Her er Peter faldet i snak med en tidligere narkoman, hvis ven døde af en overdosis. Fyren lægger ud med at klage over sangen, som – ifølge ham – ender med, at den ene af musene i spanden med mælk dør. Men Peter forklarer, at der ikke er nogen mus, der dør. Begge mus redder sig op på toppen af smørbjerget efter at have svømmet så indædt og kraftigt, at de har kærnet mælken til smør. Det trøster dog manden lidt på trods af tabet af vennen. Og efterlader også et håb og lidt godt humør, for Peter og manden bliver enige om, at den døde ven nok sidder i sin himmel og hepper.
Førnævnte historie er fra den 18. december og et godt eksempel på, hvordan Peter A.G. har skåret sin julekalender-samtale-bog: Peter har en kort, men rar, samtale med et menneske, som af forskellige grunde ellers sjældent får taletid. Det kan være alkoholikeren, due-damen, skraldemanden, dyrehandleren, den hjem- eller arbejdsløse, den psykisk syge o.s.v. Alle har de noget at fortælle, og Peter lytter og kommenterer og runder hver dag af med et ”Glædelig jul” og får hver dag et ”Ja, tak, i lige måde” igen.
Det er tankevækkende, og velsagtens også dét der har været hensigten, at folk, der ellers ikke har meget at grine af, kan besidde en anden form for overskud. Det kan fx handle om lysten til at snakke og fortælle lidt. Evnen til at holde humøret oppe. Tiden til at tale med en fremmed. Eller – og hold nu fast! – sågar et økonomisk overskud fra tid til anden. Den 22. december taler Peter nemlig med manden, som passer de offentlige toiletter et sted i indre København, og han fortæller, at når den hjemløse har lånt toilettet, lægger han en femmer (det koster – i parentes bemærket – ellers kun to kroner) uden at blinke, mens den fine dame i pels brokker sig højlydt, når hun skal hoste op med en daler.
Det er så lidt, der egentlig skal til for at forsøde tilværelse en lille smule for et medmenneske. Måske er et ”Glædelig jul” faktisk nok. Og der er ingen grund til ikke at læse Peter A.G.s julekalender. Faktisk er der 31 rigtig gode grunde til at gøre det.
Kommentarer