Hundstein af Pablo Llambías

Dagbogsoptegnelser om et forløb med angst og behandling. Det er tankevækkende, men ligeså tankevækkende er det at læse om, hvad det blandt andet vil sige at være menneske.

’Hundstein’ er, ligesom forfatterens forrige bog ’Monte Lema’ (2011), en samling sonetter, der handler om kunst, angst og kærlighed. Faktisk er det en samling sonetter, der handler om forfatterens egne oplevelser med kunst, angst og kærlighed. Sonetterne er skrevet som en slags dagbog over Pablo Llambías´ liv i en periode, hvor han oplever angstanfald og forskellige former for behandling af disse. Han beskriver hudløst ærligt og i detaljer, hvordan angst og forskellige behandlingsformer påvirker et menneskes liv. Han skriver, hvordan han føler sig tung, træt, svag, ulykkelig og fuld af tvivl, som en zombie, der ikke kan glæde sig over noget.

Hvordan han skiftevis trygler om kvinders trøst, omsorg og kærlighed og derefter skubber dem brutalt fra sig. Han beskriver, hvor svært det kan være at passe et krævende job (som rektor på Forfatterskolen), når man enten er ramt af angst eller af bivirkningerne ved angstdæmpende medicin. Han beskriver, hvor svært det kan være blot at gøre sin lejlighed ren eller komme i bad, når man har det så dårligt. Jeg finder det meget modigt at udgive bøger, der i detaljer beskriver, hvordan angst påvirker et menneskes liv.

Har sonetterne nogen litterær værdi, kan man spørge? Pablo Llambías skriver flere steder i bøgerne, at idéen med sonetterne er terapeutisk, at de giver ham lyst til at leve, men giver det også mening at udgive dem? Ja, det synes jeg bestemt. For det første, fordi forfatteren kan skrive. Han skriver godt, rigtigt godt, men også fordi psykisk sygdom stadig er meget tabubelagt, og dog møder mange mennesker psykisk sygdom i en eller anden form på et tidspunkt i deres liv, enten hos sig selv eller hos pårørende. Det er tankevækkende at læse om et menneskes angst, men det er ligeså tankevækkende at læse om, hvad det blandt andet vil sige at være menneske.

Et sted i bogen skriver Pablo Llambías, at han gerne vil berøre folk, sådan som Knausgård berører folk med sine ’Min kamp’-bøger. Og på den måde minder Llambías´ projekt med at skrive om sig selv og sit eget liv også på mange måder om Knausgårds. De bruger begge deres eget liv til at give os læsere en følelsesmæssig og litterær oplevelse. Det er generøst!

Både ’Monte Lema’ og ’Hundstein’ er skrevet som dagbogsoptegnelser midt i forløbet med angst og behandling, og igennem begge bøger vakler forfatteren imellem at synes, at teksterne er gode, nærmest geniale og noget makværk, imellem at de er pinligt private og den sande patos. Denne vaklen er en del af værket og en ikke uvigtig del, fordi overvejelserne netop gør disse bøger til det, Llambías flere steder skriver, er hans bestræbelse med bøgerne: ”At sige noget sandt om et menneske, om hvad det vil sige at være menneske”. Det lykkes.

Jeg ved godt, at der sandsynligvis ikke er fuldstændig lighedstegn mellem fortælleren Pablo og den biografiske Pablo, men det betyder sådan set ikke noget for læsningen af bøgerne, ikke for mig i hvert fald. Hovedpersonen Pablo i såvel ’Monte Lema’ som ’Hundstein’ kan være 100 procent fiktion (hvis der er noget, der kan være det) eller han kan være 100 procent biografisk (hvis der er noget, der kan være det), så længe han er ægte og vedkommende og interessant at læse om. Og det er han!