Hermann Hesse: Siddhartha

Originalsproget i Hermann Hesses »Siddhartha« er tysk, skrevet i en enkel og lyrisk stil. Romanen foregår i Indien på Buddhas tid fra det syvende til det fjerde århundrede før Kristi fødsel. Buddhas oprindelige navn, før han blev oplyst, var »Siddhartha Gautama«. Når Buddha optræder i denne bog, er hans navn »Gotama«.

Navnet »Siddhartha« betyder på sanskrit »den, der har fundet meningen« (med tilværelsen). 

Siddhartha er en brahminsøn, der forlader sit barndomshjem for at leve et liv i askese. Endemålet er den højeste åndelige oplysning. Sammen med vennen Govinda møder han Buddha, og mens Govinda beslutter sig for at følge den teoretiske vej, beslutter Siddhartha sig for at følge erkendelsens vej.

Siddhartha erkender, at Buddhas lære er den højeste, men at den ikke nødvendigvis gælder for alle mennesker med hver deres individuelle udgangspunkt.

Siddhartha lader sig i stedet for vikle ind i den materialistiske verden med fysisk nydelse. Kurtisanen Kamala overtaler ham til at skrabe gods og guld sammen, så han kan gifte sig med hende. Siddhartha bliver en rig mand og når sit mål, men støder i det, vi dag ville kalde hans midlife crisis ind i meningsløsheden. Den materielle velstand efterlader ham i en åndelig tomhed.

Siddhartha forlader det hele og tager ud på den åndelige søgen, han som ung ikke var parat til. Her møder han færgemanden Vasudeva, der – da Siddhartha var ung – spåede, at han ville vende tilbage. Siddhartha indser, at tid er en illusion. Til slut i bogen mødes han med sin ungdomsven, Govinda, Siddharthas erkendelse er, at for hver sandhed findes der også en anden sandhed. Kun sprog og tid gør krav på endegyldige sandheder.

Hesses budskab er, at egen erfaring er den bedste vej til åndelig oplysning. Hverken skolebænk, spirituelle metoder eller den fysiske verden har nogen værdi i sammenligning med det enkelte menneskes erkendelse, der bygger på summen af erfaringer. Hver enkelt begivenhed i et menneskes liv har kun en betydning, når de sættes i forhold til andre begivenheder. Siddhartha har ingen anden lærer end sig selv.

For Hesse selv var skriveprocessen i forbindelse med romanen Siddhartha en del af en større kur mod den sygdom, han mente, han var blevet ramt af: »Lebenskrankheit« kaldet han den selv. Hesse gennemlevede de stadier, som Siddhartha gennemgår.

Hvis man er en forudsætningsløs læser, når det gælder Østens tænkning, er Hermann Hesses roman et godt sted at begynde. Et menneskes vej gennem livet fænger os alle.

Hermann Hesse: Siddhartha, 126 sider (Gyldendal)