Jeg skulle næsten 200 sider ind i bogen, før jeg rent faktisk begndte at syntes om den. I den første del, sketer der egentligt ikke ret meget. Sproget var enten militærsprog og det er ligesom selvsagt, men hvert hvert udtryk eller forkortelse var efterfulgt af en længere redegørelse for udtrykket. I længden bliver det ganske trættende og man kan alligevel ikke huske forskel på ret mange af dem, når det kommer til stykket. "Oversættelserne" på for- pg bagsiden var derfor rigeligt for mig. De lange og detaljeret beskrivelser blev for mig en gang "se-mig-hør-mig-jeg-ved-alt-om-det-her-og-lidt-mere". Til tider var beskrivelserne ligefrem kedsommelig, som da indholdet i en medi-kit blev gennemgået og forklaret hvordan det skulle bruges i forskellige situationer. Det grænsede til en instruktionsbog. Selve skrivestilen var god, men igen tenderede den ofte til det overdrevne, et evigt forsøg på at være sjovt, grov eller bare overdrive/overdramatisere tingene lidt. Dog indrømmer jeg gerne, at bogen både fik mig til at grine og fælde en tåre. De afsluttende kapitler runder bogen rigtig godt af. Det er tydeligt, at Thor går fra at være en rigtig uduelig, ligegyldig drengerøv til at blive en voksen mand på de bare 6 måneders udstationering. Bogen giver et godt indblik i den soldaternes verden. Det ene øjeblik barsk, råt og med livet som indsats, det næste med solbadning med perverse "jeg-ordnede-din-mor"-replikker flyvende gennem luften.
Jeg valgte at læse et par kapitler af bogen højt for min mand for at høre hans mening om bogen. Han morede sig kosteligt og nikkede genkendende til militær-jargonen. "Man skal nok bare have været der. Plus at nu skal du huske, at personerne i bogen er nok 10-15 år yngre end dig"... Det tager jeg så til efterretning.
https://andrupsbookshelf.wordpress.com
Kommentarer