Hans Scherfig: Det forsømte forår

Ingen, der har læst 'Det forsømte Forår' glemmer det. Scherfigs kollektivroman om en gruppe skoledrenge er en klar karakteristik af, hvordan angst æder sjæle op.

Det er ved Gud ikke første gang - og nok heller ikke sidste - at jeg læser 'Det forsømte forår' af Hans Scherfig. Det er en bog, jeg er vendt tilbage til en del gange i over tredive år. Og jeg vil tro, at de fleste, som læser dette, har været igennem bogen eller filmatiseringen på et eller andet tidspunkt - om ikke andet fordi de har skullet analysere og dissekere den i skolesammenhæng, hvilket jo virker satirisk i sig selv bogens budskab taget i betragtning.

Men for de sidste kan jeg da lige sige, at bogen handler om en af de finere skoler i København (Metropolitanskolen) omkring 1920, hvor vi følger en klasse af drenge fra tredie mellem (8. klasse) frem til studentereksamen i et liv bestående af angst for eksamener og karakterbøger samt om lærerstabens uindskrænkede magt parret med sadisme efter forgodtbefindende. Så meget at tysk- og latinlektoren, Blomme, ender med at blive myrdet af en af sine elever pga. frygt for en dårlig årskarakter.

At' Det forsømte forår' er en klassiker, er der ikke noget at sige til. Selv om pædagogikken er ændret betydeligt, siden bogen foregår, kan de fleste i større eller mindre grad genkende dele af den verden, som drengene lever i. Satiren er de fleste gange underspillet og andre gange ret rå i sin udtryksmåde. Bogen stiller hele tiden begreberne frihed og drømme om fremtiden op overfor skolens og hjemmenes opdragelsesverden. Og hverken friheden eller drømmene har nogen chancer - heller ikke når skolelivet endelig er forbi. Den borgerlige opdragelsesmaskine har virket og sejret...

Som sagt er 'Det forsømte forår' ikke en bog, jeg har læst for sidste gang. Scherfigs solidaritet med sine personer, bogens humor og sprog er absolut genlæsninger værd med jævne mellemrum. Forøvrigt tog Hans Scherfig studentereksamen fra netop Metropolitanskolen i 1924 og var selv med i et broderskab i skolen, der hed Manus Nigra/Den sorte Haand...