Morten Pape har skrevet sin anden roman, en hjerteskærende og kvalmende fortælling om racisme, vold og svigt.
Apati. Anger. Brøde. Ord, som Simon læser i en ordbog og genkender som sine egne følelser i fængslet. Ord, som til gengæld ingen mening har for hans fætter Mickey, som var den, der knaldede en kølle ind i hovedet på avisbuddet Zeki og med et slag dræbte ham.
I 2008 blev det 16-årig avisbud Deniz Uzun dræbt med et kølleslag af en 15-årig dreng, mens han sad på en trappe og spiste pizza med sin ven. Drabet var ifølge politiet fuldstændig umotiveret, men vidner til mordet var ikke i tvivl om, at der var tale om en racistisk hadforbrydelse. Papes roman er fiktion, men bygger på sagen om drabet på Deniz Uzun.
17-årige Simons mor er død, og han er opvokset på Amager, hvor han har boet sammen med sin 15-årige fætter Mickey og Mickeys mor, Tina, i et hjem uden noget overskud, men fyldt med narko, had, vold og druk. Morbror Keller er en konstant skygge over deres tilværelse, han forventer broderskab mellem drengene, skaffer dem stoffer og opildner til had mod udlændinge i banden DKP. På en dårlig dag knalder Mickey en kølle i hovedet på den pizzaspisende Zeki. Simon er med, og han ryger også ind at sidde.
Loyalitet og Lydighed. Flere ord, Simon finder i ordbogen i fængslet efter mordet og genkender som det, der forventes af ham fra Mickey og Keller. Simon vil dog hellere starte på en frisk med kæreste og børn, væk fra Amager og bandelivet. Zekis ven, Jamal, vil også gerne leve igen, men livet er blevet til en lang soning af skylden over ikke at have grebet ind; over at være den, der overlevede.
‘Guds bedste børn’ er en voldsom roman i ordets mest direkte betydning. Hadet, volden og en skræmmende ligegyldighed overfor liv og død flyder ud over siderne, så det krævede pauser at komme igennem dem. Pape skriver til gengæld i et vidunderligt sprog, som står i skærende kontrast til de afskyelige handlinger, der begås både af og mod de mennesker, vi lærer at kende gennem romanen. Mennesker, de fleste af os ellers ville gøre alt for at undgå på gaden og i livet.
“Da desserten er serveret og spist, og de voksne tæller bestikket op, mangler der en gaffel, men inden de når at fryse hele afdelingen, finder de den i halsen på Omar, der bliver kørt på skadestuen, Steen synes at jeg selv skal tørre blodet op inde på Omars værelse.”
Ordene kommer i et flow, en ‘stream of conciousness’, hvor volden ofte bare er en slags parentes, som den kan blive det i en verden, hvor forsøg på omsorg misforstås som kærlighed, og kærlighed kun kendes som sex. Hvor venskab og broderskab kræver blind loyalitet, verden er lille og den er sort eller hvid. Du er med, eller du er imod.
Morten Pape vandt Debutantprisen for Planen, og ‘Guds bedste børn’ må man også overgive sig til. De(n) kryber helt ind under huden, men det er ikke lige rart undervejs.
Kommentarer