Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

I 1997 brød Jan Sonnergaard gennem den litterære lydmur med sin fremragende novellesamling “Radiator”.

Siden har han bedrevet indtil flere glimrende novellesamlinger og en enkelt velskrevet roman.

Nu har Sonnergaard atter barslet med en ny bog, denne gang romanen “Frysende våde vejbaner”, der sætter fokus på den generation, der var unge i 1980´erne - perioden hvor sort var det nye sort , punk var in og hvor mantraet "no future" kunne høres overalt.

Nogle i den generation vågner op i nutiden, hvor karriere er Gud, din løn og virksomhedens overskud er den del af din identitet og de værdier de havde i 80´erne bliver nu regnet for nul og niks. Tiden er løbet fra de, der har beholdt værdier som fællesskab og sammenhold.

Bogens hovedperson er Jesper. Han er 50 år, og han bor i "et vomitarium" af en lejlighed i Husum-området i udkanten af København. Han tilhører middelklassen, han er ensom og har svært ved at indgå i væsentlige relationer med andre. Han er sortseer fordi livet menneskeligt set har behandlet ham skidt, han befinder sig i en midtvejskrise, har ikke den store tiltro til omverdenen og så har han distanceret sig fra sine omgivelser. Det vil sige, indtil han møder den yngre kvinde Julia til en fest hos selvfede venner, der bor i en enorm lejlighed med udsigt over søerne i København. Mødet med Julia viser sig at blive et såvel menneskeligt som økonomisk dyrt bekendtskab, tillige er bekendtskabet ved at blive fatalt.

Forholdet til Julia er på mange måder forkrøblet, bl.a. fordi Julia udnytter Jesper, hvilket han først finder ud af alt, alt for sent, men også forkrøblet fordi Jesper ofrer kontakten med sine få venner for at tage på en længere rejse med Julia til dyre hoteller og restauranter i Basel, Stuttgart og Strasbourg. En rejse, hvor Jesper ikke rigtig finder ud af hvad Julia arbejder med, ikke fatter hvorfor han ikke må vide noget om noget så basalt som hendes job, og en rejse hvor virkeligheden til sidst rammer Jesper i ansigtet som en knytnæve. En hård knytnæve, midt i fjæset. En virkelighed, der er særdeles grim og usympatisk og som ender med at få de værste sider frem hos bogens hovedperson, der opskaffer et våben og overvejer at pløkke både sig selv og det kvindemenneske, der har bekræftet ham i, at menneskeheden er frastødende.

“Frysende våde vejbaner” er en bog, der giver et sjældent indblik i livet for en mand fra middelklassen, men også et portræt af nutidens Danmark, hvor det enkelte menneske ikke måles på sin personlighed, men derimod på faktorer som uddannelse, indtægt, på hvor din bolig er placeret og hvad boligen har kostet. En nutidig virkelighed, hvor omverdenen anser mennesket for at være uambitiøst – og dermed en afviger eller social taber – hvis man har et lavtløns- og lavprestigejob (det som den canadiske forfatter Douglas Coupland definerer som et “McJob”). Kort sagt et samfund, hvor der er skarpe holdninger til om andre mennesker lever et fornuftigt liv i stedet for at blande sig helt og aldeles udenom hvordan andre mennesker lever deres liv.

Jeg har i mange år påstået, at Jan Sonnergaard er danmarksmester i novelleskrivning, men med “Frysende våde vejbaner” vil jeg vove og påstå, at Jan Sonnergaard også er danmarksmester i at skrive romaner, for han har ganske enkelt overgået sig selv.

“Frysende våde vejbaner” er en overbevisende roman om Danmark, om et samfund, der bliver stadigt mere menneskeligt forhærdet som tiden går. Et samfund, hvor det er nemt at blive stemplet og at falde udenfor, og derfor et samfund, der er menneskeligt fattigt.

Bogen er både spændende og pinagtig, miljø- og personbeskrivelserne er præcise og overbevisende, og det falder mig i det hele taget vanskeligt at finde noget dårligt at sige om bogen.

Fem stjerner og en varm anbefaling herfra – bogen er en perle