Englen Esmeralda af Don DeLillo

Han er god til at beskrive moderne amerikansk hverdag; han er sarkastisk; han er skæv læsning – og han regnes for én af USA’s største nulevende forfattere …

Sandsynligvis fordi han – foruden et godt greb om sproget – har en særlig profetisk evne til at forudse hændelser i den amerikanske virkelighed. Det er først og fremmest de store postmoderne newyorker-romaner, han er kendt for som ’Mao II’, hvor han forudsagde, at terrorismen ville få enorm betydning for fremtidens USA og blive definerende for vor tid. Også i ’Hvid støj’ og ’Underworld’ griber han fat i væsentlige temaer i amerikansk kultur som forbrugerisme og teknologisk forførelse.

Men han har også skrevet noveller, og 9 af dem fra årene 1979 -2011 er samlet i ’Englen Esmeralda’. De har alle tidligere været udgivet i andre sammenhænge og giver et overblik over DeLillos temaer og et billede af USA over 3 årtier – om alt fra astronauter og atleter til terrorister og nonner og en ensom, midaldrende filmjunkie.

Nogle af dem er fine, anderledes, uforglemmelige. Jeg kan helt klart bedst li’ de historier, der beskriver ensomhed og fremmedgørelse – dem om personer, der beskuer og ligesom lever gennem andres aktiviteter. Man kan sige, at novellernes personer betragter den historie, man i virkeligheden gerne vil læse og digter videre på, hvad der mon er sket og vil ske. Personerne digter historier – måske for at skabe orden i en kaotisk verden? Det er så op til os efter endt læsning at fortsætte meditationen og skabe vores egen historie. Nogle vil måske savne plot og essens, men jeg personligt finder formen spændende, og der er noget urovækkende over denne afhængighed af at betragte! Læs novellerne ’Midnat i Dostojevskij’ og ’Den forsultne’og se, om jeg har ret.

Men også novellen ’Hammer og segl’, som er en mærkelig satire om den nye fagre finansverden og titelnovellen ’Englen Esmeralda’ om en katolsk nonne, som arbejder i slummen blandt narkomaner i New York-bydelen Bronx, fortjener opmærksomhed.

Selv store forfattere skriver ikke altid mesterværker. Andre noveller er mere ligegyldige – det gælder især nogle af de ældre bidrag. Og bliv ikke skuffet over, at DeLillo ikke i novellesammenhæng bruger sin ikoniske stemme til at forudsige store verdensbegivenheder.

Både nye og ’gamle’ læsere vil ha’ udbytte af at læse hans noveller. Han er noget, også i kort form! Og måske får du lyst til at læse mere?