Theis Ørntoft skriver apokalypsen og samfundets undergang frem, så det er en fryd for læseren.
Hele fem år er gået, siden Theis Ørntoft debuterede med den anmelderroste digtsamling Yeahsuiten. Fem år, hvor forfatteren med garanti har tænkt en masse, skrevet en masse, redigeret en masse og kasseret det meste igen. Fem år, hvor den ventende to’er hele tiden må have ligget som et tungt åg over forfatterens bevidsthed. Nu, endelig, sidder vi med syntesen af de mange års arbejde i hænderne. Et mesterværk af et arbejde med den på en og samme tid prætentiøst uprætentiøse titel Digte 2014. Men mere om titlen senere.
Hvor Yeahsuiten var fandenivoldsk, tempofyldt og til tider lige lovlig københavnersmart for min smag, så er digtene i Digte 2014 nu blevet voksne. Og gud, hvor det klæder dem. Sproget er stadig stærkt, overraskende og billedskønt, men hvor Yeahsuiten var hurtig og underspillet ironisk, så er tempoet i Digte 2014 langsommere uden dog på nogen måde at stå stille. Der gives plads til eftertænksomhed og dybde, mens stemningen af dystopi og alvorsdybt tungsind skrives frem og emner som fremmedgørelse, samfundskrise og den menneskelige undergang behandles, så det giver et sug i læseren.
Som i afsnittet ’Sort frekvens’:
”hjælp mig, er der nogen der hvisker
der vokser planter op gennem mine underboers halse
der vokser planter op gennem min etages gulve
men hvad vil du have jeg skal gøre ved det, siger jeg
og kigger forvirret ud gennem mine øjne
ud til askelandskaber der snart skal smeltes om
ud til befolkninger kvalt i forstenet honning
og mens jeg kigger ud gennem de øjne
mens jeg slår to æg i stykker og begår aftensmad
mens en nøgen præst lærer små børn at onanere
mens verden vælter ind gennem mine fem tsunamisanser
og ødelægger alt på sin vej
så skriger en stemme i min hals.
Og for enden af halsen sidder munden
tænderne lyser hvidt som måger om en rævegrav”
Kompositorisk er det et velfungerende og smukt take at ramme digtsamlingen ind af få, men rammende titler som ’Sort frekvens’, ’Bølge’, ’Elephantor’ og ’Arktisk kommando’. Det skaber en ramme og et holdepunkt i læsningen af de særskilte, unavngivne digte (eller giver mulighed for at læse de fire afsnit af digtsamlingen som langdigte), samtidig med at de enkelte digte rammer læserens bevidsthed med en uhørt styrke, fordi de får rum og plads til at stå alene og titelløse. Det bevirker, at teksten står sitrende og lysende på bogens sider og således spiller flot sammen med Kasper Vangs smukke forsidebillede af en lysende hvid cirkel på en mørk baggrund af underskov.
Den eneste kritik af Theis Ørntofts digtsamling, der skal lyde her fra mig, er selve titlen Digte 2014. Umiddelbart en uprætentiøs og selvfornægtende titel, der foregiver ikke at gøre noget væsen af sig, men som jo samtidig maser sig ind i rækken af dansk lyrikhistories mest kanoniske værker ved at slå på ligheden med Adam Oehlenschlägers Digte 1803 og Johannes V. Jensens Digte 1906.
Theis Ørntofts Digte 2014 er uden diskussion et mesterværk, men ville måske have stået stærkere, hvis den ikke selv med sin titel så åbenlyst havde gjort sine læsere opmærksom på sine kanoniske kvaliteter.
Originally published by Arendse Ørding, Litteratursiden.
Kommentarer