Spændingsroman om Ahmed, den ikke-muslimske pladsformand på byggeriet af en ny metrostation i Paris' centrum, der sættes under et umenneskeligt pres af islamiske fundamentalister.
Anbefalet af Lise Vandborg, redaktør af Litteratursiden
Lån bogen på 
»Jo større udbredelse racismen får, desto flere kan islamisterne rekruttere. Og omvendt, jo flere islamister, desto større mulighed har Front National for at spille på folks angst«. Denne gensidige afhængighed går igen på alle niveauer i romanen, og personerne flettes ind i hinanden på skæbnesvanger vis.
Bombeeksperten Rachid arbejder på et gigantisk tunnelbyggeri i Paris med det formål at sprænge byggeriet i luften til ære for islam. Bomben skal vise »den vestlige verdens forfald og vantro«. I tunnelerne arbejder også Ahmed, der, ligesom de andre algeriske byggearbejdere, dagligt udsættes for racisme, specielt af arbejdsholdets formand, Alain. Da Rachid skal anbringe bomben, der vil dræbe tusindvis af mennesker, tvinger han Ahmed til at hjælpe terrorgruppen. Nægter han, vil Rachid dræbe hans datter.
Gennem spændingshistorien sættes et uhyre vedkommende emne til debat. Når historiens spænding er på sit højeste, bliver den dybere konflikt så intens og nærværende, at den kommer til at virke som en tikkende bombe, der kan springe hvor og når som helst.
Spændingen stiger, når Larsson lader synsvinklen skifte fra kapitel til kapitel, og samtidig får denne fortælletekniske finesse os også til at se tingene med de ondes øjne. Det er rystende læsning at følge Rachid, der blot lader sig diktere af sin tolkning af Koranen for at blive Allahs udvalgte, og at opleve hvordan Alain lader sine egne frustrationer udmønte sig i en nådesløs racisme. Men selvom Rachid og Alain bliver personer af kød og blod, som vi oplever indefra, møder vi ingen undskyldninger for deres handlinger. De borer sig ind i læserens bevidsthed som personifikationer af ondskaben.
Mens Rachid og Alain er blottet for næstekærlighed, står hovedpersonen Ahmed og hans familie for rendyrket godhed i deres forsøg på at bekæmpe både racisme og fanatisme. Der er således en afgrund til forskel på de gode og de onde i historien – og tragisk nok virker de onde mest realistiske.
»Det onde øje« er en vedkommende og sympatisk bog, der er medrivende hele vejen igennem. Desværre – kunne man fristes til at tilføje – er den efter 11. september også blevet højaktuel.
Oversat af Jesper Klint Kistorp. Centrum, 1999. 291 sider
Kommentarer