Anmeldelse
Den stumme hertuginde af Dacia Maraini
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Forsidens forfinede og indtagende maleri af en ung kvinde i profil signalerer renæssance. Men dén pige, som er bogens hoved- og titelperson, er født ind i en adelig storgodsejerfamilie i 1700-tallets Sicilien.
Anbefalet af bibliotekar Vibeke Kjær, Ebeltoft Bibliotek
Lån bogen på 
I en børneflok på 6 er hun sin faders yndlingsbarn, og hun elsker sin smukke, livfulde og karismatiske far. En morgen, da hun netop er fyldt 7, tager han hende med fra hjemmet i Bagheria ind til staden Palermo. Her lader han hende overvære den offentlige hængning af en 14-årig dreng, der er dømt for drab og røveri. Faderen har bedyret hende, at hun er født døvstum, og han håber ved denne voldsomme oplevelse at kurere hende og give hende hørelse og stemme tilbage. Det brutale og dristige forsøg lykkes ikke, den lille Marianna Ucrìa forbliver døvstum.
Både hun og læseren mere end aner, at hun ikke er født med sin ”skavank”. På det ydre plan bliver afdækningen af, hvad der da kan have forvoldt den meget tidligt i hendes liv, én af romanens spændingslinjer. En anden, hvorledes det ægteskab, hun som 13-årig mod sin vilje må gå ind til, skal forme sig: manden er såvel hendes morbroder som faderens fætter, en mismodig, trist, stiv, knap og tillukket ungkarl, 30 år ældre end hun.
Som kompensation for de manglende sanser har Marianna skærpet sine andre og derudover faktisk udviklet en ny, nemlig evnen til at aflæse sine medmenneskers mimik og kropssprog i en grad, så hun kan ”høre” deres tanker, hele monologer ad gangen. Dette sammen med en umættelig læselyst gør hende til en usædvanlig kvinde i sin tid: reflekterende, human – uhyre empatisk og med sin egen integritet i behold.
Der formidles et billede af de kolossale sociale forskelle og en fornemmelse af, at den mægtige adel på øen måske er ved at undergrave sig selv i takt med et stadigt mere ødselt og overfladisk liv - er ved at miste forfædrenes oprindelige interesse for, og viden om, jordene, bedriften.
Men det gøres let og subtilt, der snubles langtfra i socialrealisme; sammen med det stærke og sympatiske kvindeportræt og en oversættelse, der magter at fremmane folk og landskaber, fornuft og følelse, tid og sted i en klar, impressionistisk sprogdragt, er den lille roman en fin oplevelse.
Man får da stor lyst til forfatterindens selvbiografi ’Bagheria. En barndom på Sicilien’. Oversat er også: ’Den svære alder’ og kriminalromanen ’Stemmer’
Oversat fra italiensk af Nina Gross efter 'La lunga vita di Marianna Ucrìa'. Forum, 1992. 244 sider
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Forsidens forfinede og indtagende maleri af en ung kvinde i profil signalerer renæssance. Men dén pige, som er bogens hoved- og titelperson, er født ind i en adelig storgodsejerfamilie i 1700-tallets Sicilien.
Anbefalet af bibliotekar Vibeke Kjær, Ebeltoft Bibliotek
Lån bogen på
I en børneflok på 6 er hun sin faders yndlingsbarn, og hun elsker sin smukke, livfulde og karismatiske far. En morgen, da hun netop er fyldt 7, tager han hende med fra hjemmet i Bagheria ind til staden Palermo. Her lader han hende overvære den offentlige hængning af en 14-årig dreng, der er dømt for drab og røveri. Faderen har bedyret hende, at hun er født døvstum, og han håber ved denne voldsomme oplevelse at kurere hende og give hende hørelse og stemme tilbage. Det brutale og dristige forsøg lykkes ikke, den lille Marianna Ucrìa forbliver døvstum.
Både hun og læseren mere end aner, at hun ikke er født med sin ”skavank”. På det ydre plan bliver afdækningen af, hvad der da kan have forvoldt den meget tidligt i hendes liv, én af romanens spændingslinjer. En anden, hvorledes det ægteskab, hun som 13-årig mod sin vilje må gå ind til, skal forme sig: manden er såvel hendes morbroder som faderens fætter, en mismodig, trist, stiv, knap og tillukket ungkarl, 30 år ældre end hun.
Som kompensation for de manglende sanser har Marianna skærpet sine andre og derudover faktisk udviklet en ny, nemlig evnen til at aflæse sine medmenneskers mimik og kropssprog i en grad, så hun kan ”høre” deres tanker, hele monologer ad gangen. Dette sammen med en umættelig læselyst gør hende til en usædvanlig kvinde i sin tid: reflekterende, human – uhyre empatisk og med sin egen integritet i behold.
Der formidles et billede af de kolossale sociale forskelle og en fornemmelse af, at den mægtige adel på øen måske er ved at undergrave sig selv i takt med et stadigt mere ødselt og overfladisk liv - er ved at miste forfædrenes oprindelige interesse for, og viden om, jordene, bedriften.
Men det gøres let og subtilt, der snubles langtfra i socialrealisme; sammen med det stærke og sympatiske kvindeportræt og en oversættelse, der magter at fremmane folk og landskaber, fornuft og følelse, tid og sted i en klar, impressionistisk sprogdragt, er den lille roman en fin oplevelse.
Man får da stor lyst til forfatterindens selvbiografi ’Bagheria. En barndom på Sicilien’. Oversat er også: ’Den svære alder’ og kriminalromanen ’Stemmer’
Oversat fra italiensk af Nina Gross efter 'La lunga vita di Marianna Ucrìa'. Forum, 1992. 244 sider
Kommentarer