Med sit unikke bidrag til science fiction-genren beviser Olga Ravn endnu engang, at hun er en af dansk litteraturs stærkeste nye stemmer.
Det er altid en fornøjelse, når en sproglig atomreaktor som Olga Ravn udforsker nyt terræn. I romandebuten
’Celestine’ fra 2015 gav hun os sit unikke bud på en gotisk spøgelsesroman, og nu har hun så kastet sig over science fiction-genren. Med sin fortælling om besætningen på ’det sekstusinde skib’ og dets skæbnesvangre mission i det ydre rum udnytter Ravn behændigt genrens samfundskritiske og filosofiske potentiale, og hun gør det igen på sin helt egen måde. Det er både stilsikkert og originalt.
’De ansatte’ - med betegnelsen ’En arbejdspladsroman fra det 22. århundrede’ - er bygget op som en serie vidneudsagn fra besætningen på rumskibet ’det sekstusinde skib’ til et anonymt udvalg, som har til opgave at evaluere forholdene på skibet. Under rejsen i det ydre rum er skibet stødt på ’Nyopdagelsen’, en planet hvorfra besætningen har hjembragt en række mystiske objekter, som de opbevarer ombord. Kontakten med
genstandene har forstyrret skibets arbejdsgange gennem en mærkværdig indvirkning på besætningen, der både består af mennesker og af menneskelignende væsener, ’Dem, der er født, og dem, der er skabt’. Sidstnævnte er en slags udødelige biologiske computere i menneskeform, skabt til at være de perfekte ansatte side om side med deres menneskelige kolleger:
”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”
Men de ikke-jordiske genstande kaster grus i rummaskineriet. Det er som om tilstedeværelsen af de mærkværdige, ikke-kategoriserbare objekter vækker noget i de ansattes bevidsthed:
”Der er noget velkendt, selvom man aldrig har set dem før. Som kom de fra vores drømme, eller fra en fjern fortid, som vi bærer dybt i os som et minde uden sprog. Som en erindring om at være amøbe eller encellet organisme, at været et vægtløst foster i varmt vand. […] Er der noget i dem, der vil ud? Eller gemmer de på noget, på den viden, at vi betragter dem?”
Snart begynder både menneskene og de menneskelignende at afvige fra de procedurer og programmer, som styrer livet ombord; de drømmer, bliver følelsesladede, de længes efter et andet liv end det monotone arbejdsliv, og sætter spørgsmålstegn ved formålet med deres opgaver på skibet. Efterhånden som flere og flere vidneudsagn akkumuleres, dannes et billede af, hvad der er foregået ombord - og hvor romanens mystiske
begivenheder bærer hen.
Meget siges og forbliver samtidig usagt i Olga Ravns sanseligt sitrende, mærkeligt melankolske prosa, hvor der reflekteres over klassiske spørgsmål omkring identitet, menneskelighed og de kategorier, vi forholder os til verden med. Ikke mindst er det oplagt at læse romanen som et opgør med det moderne konkurrence- og præstationssamfund. Men romanens styrke ligger egentlig ikke i de idéer, som den præsenterer os for, og som nok har et skær af ’been-there-done-that’ over sig. At ’De ansatte’ gør så stærkt et indtryk skyldes Olga Ravns greb om sproget. Der er en umiddelbarhed og frygtløshed i hendes sprog, et sprog som rastløst, prøvende afsøger vores relationer til hinanden, til ’tingene’ og til os selv, hvormed hun formår at gøre ellers velkendte science fiction troper til sine helt egne. Derfor er ’De ansatte’ en vidunderligt original roman, som jeg har læst – og kommer til at genlæse – med stor glæde, både som science fiction-entusiast og som litteraturelsker.
Kommentarer