En lille, stærk, grum og urovækkende beretning om forfatterens liv som 13-årig i en nationalsocialistisk og senere katolsk kostskole i Salzburg omkring slutningen af Anden Verdenskrig
Bogen er inddelt i to afsnit: Grünkranz og Onkel Franz. I første afsnit følger vi den 13-årige Thomas Bernhard på en nationalsocialistisk kostskole i Salzburg.
Tiden er 1944, og de allieredes fly formørker hver dag himlen over Salzburg. Indbyggerne i byen befinder sig derfor i en konstant tilstand af angst, og når bomberne falder, søger de tilflugt i gangene i byens bjerge. Som voksen tænker han tilbage på tiden, hvor han så lig i gaderne, mennesker i gangene, der blev kvalt på grund af iltmangel, og andre der døde af angst.
Bomberne er dog ikke det eneste angstfremkaldende for den unge Thomas Bernhard. Lederen på kostskolen, Grünkranz, følger en "statslig-fascistisk-sadistisk" opdragelsesplan, og han har en evne til altid at dukke op ud af den blå luft og straffe med en infam, militær snuhed.
Mellem disse to former for angst udvikler Thomas Bernhard selvmordstanker, som han specielt fantaserer om i et ildelugtende skorum fyldt med hundredevis af "sveddunstende" elevsko, der er stablet helt op til loftet. Det klaustrofobiske skorum, som han har fået tildelt til violinspil, er eneste flugtmulighed, hvor han kan være alene med sig selv. Men straks han begynder på violinspillet sæt-ter de selvmordstanker ind, som kommer til at følge ham resten af livet.
I andet afsnit er den sadistiske Grünkranz erstattet af en katolsk "Onkel" Franz. Ifølge Bernhard forbliver de forbryderiske opdragelsesmetoder dog de samme. Eneste forskel er, at forbrydelserne nu ikke længere sker i Adolf Hitlers men i Jesu navn.
Bogen er mere eller mindre skrevet ud i ét, inddelt i to afsnit og med sætninger, der typisk fylder en halv side. Bernhard bruger mange gentagelser, vender tilbage til tidligere udsagn, uddyber disse, og denne stil understreger og forstærker forfatterens insisterende vrede. En vrede der bl.a. igen er rettet mod hjembyen Salzburg, som han hader af hele sit hjerte. Efter læsning af ’Årsagen’ forstår man betegnelsen (Nestbeschmutzer) "redebesmudser" som Bernard ofte er blevet benævnt. Det kræver koncentration at læse bogen pga. dens stil og opbygning, men holder man ud, får man som læser fuldt udbytte.
’Årsagen. En antydning’ er den første af i alt fem autobiografiske romaner Thomas Bernhard skrev i perioden 1975-82.
Kommentarer