Ann Lie af Dorthe Nors

Sød, lille, troværdig melankolsk bog om rejsen fra barn til voksen.

Egentlig burde jeg ikke have læst/anbefalet denne bog, for hovedpersonen hader London og jeg synes London er fantastisk. Svært at komme over, men Ann Lie er en sympatisk, veltalende, trist ung kvinde der skriver/fortæller bogen til sin kat Acid. Ann, eller Lie som alle kalder hende, går i 3.g. Hun bor sammen med sin far og storebror, moderen er død. Hendes eneste ven hedder Benjamin og grunden til at de er venner er en fælles interesse for popgruppen Suede.
Bogen foregår i 3 måneder og beskriver Lies liv og hverdag.

Hovedpersonen er bange for nærhed "Jeg har også forklaret Benjamin, at hvis man skal kunne lide nogen rigtigt, er det vigtigt, at man ikke kender dem for godt". Hun holder afstand til alle, både sin familie og Benjamin. "Man skal lade være med at blande sig i andre, og man skal lade være med at tro, at man ved noget med sikkerhed". De eneste der kommer tæt på hende er katten og så forsangeren fra Suede, Brett Anderson, som hun fantaserer, er en del af hendes liv og som dukker op på udvalgte steder og roser hende og bekræfter hende, dog uden at fantasien bliver fjollet og teenageagtig!

Stor sorg præger Ann Lie. Det er beskrevet meget godt og giver en tungsindig stemning hele bogen igennem. Godt tænkt af forfatteren at skildre den melankolske side, som alle vel har når de er unge, paralleltkørende med "festsiden". Det er sjældent man hører om det melankolske på en måde som i denne bog, godt gjort. Og den bliver ikke patetisk eller for meget på noget tidspunkt.

Det er en fin bog om en ung kvinde på vej ud af en tragedie og ind i det uvisse, som der står på bagsiden. Så veltalende som Ann Lie er, var jeg ikke da jeg var 19 år, men hun er en meget sørgmodig og tænksom pige, så det er nok bare mig som var en poptøs!
Sød lille, tænksom bog, som bringer minder frem fra fjerne tider!

Samleren, 2005. 139 sider. Kr 199,-