Anmeldelse
André Brink: En tør hvid årstid
André Brinks roman »En tør hvid årstid« vandt for alvor udbredelse i Danmark i forbindelse med filmen »A Dry White Season« af den amerikanske filminstruktør Euzhan Palcy. Det var omkring 1990 kort før, det sydafrikanske apartheid-regime faldt.
»En tør hvid årstid« er en fremragende bog, ikke blot om det vanvid, apartheid var, men også om en stats terrorisme over for egne borgere.
Beretningen er ligetil, fordi det er en historie om noget, der kunne ske for enhver. Et wake-up-call til et menneske, der nok er bevidst om, at noget står skidt til i samfundet - men som i første omgang har sine egne private genvordigheder og interesser.
Den hvide sydafrikaner Ben du Toit er en almindelig og harmløs mand, der bor i Johannesburg. Han er skolelærer, familiefar og har tilpasset sig systemet - det vil sige Sydafrika, dengang apartheid-regimet endnu var ved magten. Tiden er 1976. Opstanden i Soweto bryder løs, og en dreng får tæsk af politiet. Mon han ikke selv var ude om det?
Ben du Toit er ingen helt, bare en gennemsnitsmand, og det er blandt andet det, der gør romanen så stærk og hamrende troværdig: Retfærdighedsansen vækkes i det let sløvede hverdagsmenneske, der ender med at rejse sig og selv tage affære.
Den sorte gartner Gordon Ngubene bliver af det sydafrikanske regimes håndlangere dræbt i fængslet. Ben får sat en advokat på sagen, og advokaten har tydeligvis den moralske ret på sin side. Punkt for punkt kan han blotlægge politiets mishandling af Gordon Ngubene. Men advokaten vinder ikke den juridiske ret. Den hvide politichef får den hvide ret overbevist om, at politiet blot gjorde sin pligt - med Soweto et truende Soweto i flammer uden for gadedøren.
Men netop ved at tabe sagen viser advokaten regimets uretfærdigheder. Der tegnes et billede af et samfund, der giver sig ud for at være en retsstat. Den lurende lakoniske advokat trækker tæppet væk under det juridiske teater, og langsomt går dobbeltmoralen op for den gennemsnitlige hvide tilskuer.
Den hvide sydafrikaner du Toit må til sidst vende ryggen til sine egne, og dog vil de sorte ikke vide af ham. Til sidst i romanen kan han dog konstatere, at det ikke længere er muligt for ham at sige: »Jeg vidste intet om det«.
Romanen er både fiktion og dokumentation. Sydafrika er i dag et andet land, men man kan stadig læse bogen som et historisk dokument og som en påmindelse om, at statsterrorisme aldrig får en ende, hvis der ikke er enkeltindivider, der tør at sætte sig op imod den. Med alle de personlige omkostninger, det har.
Fornuften og kærligheden har umulige vilkår i et totalitært regime.
André Brink: En tør hvid årstid, 312 sider (Lindhardt & Ringhof).
André Brinks roman »En tør hvid årstid« vandt for alvor udbredelse i Danmark i forbindelse med filmen »A Dry White Season« af den amerikanske filminstruktør Euzhan Palcy. Det var omkring 1990 kort før, det sydafrikanske apartheid-regime faldt.
»En tør hvid årstid« er en fremragende bog, ikke blot om det vanvid, apartheid var, men også om en stats terrorisme over for egne borgere.
Beretningen er ligetil, fordi det er en historie om noget, der kunne ske for enhver. Et wake-up-call til et menneske, der nok er bevidst om, at noget står skidt til i samfundet - men som i første omgang har sine egne private genvordigheder og interesser.
Den hvide sydafrikaner Ben du Toit er en almindelig og harmløs mand, der bor i Johannesburg. Han er skolelærer, familiefar og har tilpasset sig systemet - det vil sige Sydafrika, dengang apartheid-regimet endnu var ved magten. Tiden er 1976. Opstanden i Soweto bryder løs, og en dreng får tæsk af politiet. Mon han ikke selv var ude om det?
Ben du Toit er ingen helt, bare en gennemsnitsmand, og det er blandt andet det, der gør romanen så stærk og hamrende troværdig: Retfærdighedsansen vækkes i det let sløvede hverdagsmenneske, der ender med at rejse sig og selv tage affære.
Den sorte gartner Gordon Ngubene bliver af det sydafrikanske regimes håndlangere dræbt i fængslet. Ben får sat en advokat på sagen, og advokaten har tydeligvis den moralske ret på sin side. Punkt for punkt kan han blotlægge politiets mishandling af Gordon Ngubene. Men advokaten vinder ikke den juridiske ret. Den hvide politichef får den hvide ret overbevist om, at politiet blot gjorde sin pligt - med Soweto et truende Soweto i flammer uden for gadedøren.
Men netop ved at tabe sagen viser advokaten regimets uretfærdigheder. Der tegnes et billede af et samfund, der giver sig ud for at være en retsstat. Den lurende lakoniske advokat trækker tæppet væk under det juridiske teater, og langsomt går dobbeltmoralen op for den gennemsnitlige hvide tilskuer.
Den hvide sydafrikaner du Toit må til sidst vende ryggen til sine egne, og dog vil de sorte ikke vide af ham. Til sidst i romanen kan han dog konstatere, at det ikke længere er muligt for ham at sige: »Jeg vidste intet om det«.
Romanen er både fiktion og dokumentation. Sydafrika er i dag et andet land, men man kan stadig læse bogen som et historisk dokument og som en påmindelse om, at statsterrorisme aldrig får en ende, hvis der ikke er enkeltindivider, der tør at sætte sig op imod den. Med alle de personlige omkostninger, det har.
Fornuften og kærligheden har umulige vilkår i et totalitært regime.
André Brink: En tør hvid årstid, 312 sider (Lindhardt & Ringhof).
Kommentarer