Analyse
Vilstrup, Jens - Opland
'Opland' brænder sig fast som en ufiltreret skildring af en dysfunktionel familie i et nødspor, hvor fysisk vold og psykisk terror har gennemtæret al fernis i husets fire vægge.
Faderopgør, social arv og fortidens insisterende tilstedeværelse i nutiden er nogle af de tematikker, vi benhårdt konfronteres med i Jens Vilstrups bog.
'Opland' brænder sig fast som en ufiltreret skildring af en dysfunktionel familie i et nødspor, hvor fysisk vold og psykisk terror har gennemtæret al fernis i husets fire vægge.
”Udenfor synger et par fugle, som om alting starter forfra hver eneste morgen”. Mere præcist kan man ikke beskrive det hjemstavnsmiljø, som hovedpersonen Niels Otto, med øgenavnet Niller, kommer tilbage til, da faderen dør. Vi er i det døde område et sted mellem Vejle, Ikast, Silkeborg, Herning og Brande. Et sted, hvor alt går langsomt og nærmest truer med at gå i stå, på nær selvfølgelig sladderen og udskænkningsfrekvensen af alkohol. Beskrivelsen af provinsstemningen rammer spot on med ”Til salg”-skilte alle vegne, slidte havetrampoliner, bunker af legetøj og skrammel i forhaverne og et persongalleri, som til fulde matcher betegnelsen "white trash".
Det er et tungt og mørkt sted, hvor livet kører på repeat, og hvor kedsomhed og ensomhed i vid udstrækning forsøges holdt fra døren med sprut og bajere. Der hersker en klubmentalitet, hvor fremmede og fisefornemme københavnere ikke skal komme og snage. De bliver mødt med fjendtlighed og set på med stor skepsis. Niels mærker det tydeligt. Og ikke nok med det. For midt i den nedslående og rungende tomme tilværelse vælter Negerkim, Thorbjørn og en flok østeuropæere rundt og driver et mafialignende foretagende med vold og narkohandel. Velkommen til det jyske vilde vesten.
Det mentale opland
Nogle i området hungrer efter at komme væk, men sidder fast i sølet. Hvad nytter det hele? Spørgsmålet synes at være sivet dybt ned i befolkningen og er blevet et dominerende mantra, som de fleste lever efter. Men det kan lykkes at gøre en forskel. Nogle kommer derfra. Niels flyttede til København og blev læge på trods af faderens modstand og mildest talt manglende tro på sin egen søns værd og evner.
Mange år er gået, men ikke meget har ændret sig. Niels er kommet hjem til et sted, hvor forandring er et uvelkomment begreb, og hvor folk ikke har rykket sig en tomme. Hjemkomsten bliver starten på en mental proces, hvor Niels indser det, han måske altid har vidst. Nemlig, at han selv har været hæmmet i at komme videre i sit liv, på trods af, at han både karrieremæssigt og geografisk er et andet sted end f.eks. barndomsvennerne Donse, HP, Fessor og brødrene Polle og Thorbjørn. Noget er slået skævt i Niels og truer med at ødelægge ham indefra. Han sidder fast i den uforløste fortids elendighed.
Raserianfaldene eller ”de hvide øjeblikke” vidner i høj grad om dette og er tæt forbundet med faderens had, selvhad og voldelige tyranni. Turen hjem til oplandet er en hjemkomst på flere niveauer. Hele fortællingen og hele miseren, som Niels trækkes igennem i bogen, er et opgør med en rædselsfuld opvækst og et forsøg på at forstå alt det, der har haft indflydelse på, hvem han er, og hvad der udgør ham. Med andre ord en kortlægning af Niels mentale opland.
Traumelignende tendenser
Fra det øjeblik Niels ankommer til sit barndomssted, begynder minderne at flakke ind og ud af hans bevidsthed. Nutiden aktiverer fortiden, og synet af personer, ting og steder sætter skub i tilbageblikkene. Fortiden rekonstrueres gradvist. Synet af Lille Lars' traktor hiver ham tilbage til hamsterens henrettelse på gårdspladsen. Og fundet af faderens forstørrelsesglas aktiverer mindet om dengang, mor rejste hjemmefra for en stund, og far drak sig hønefuld og kortvarigt udviste en yderst sjælden adfærd overfor Niels. Anerkendende, uden trusler og med en antydning af et smil på læben. Men kun i et splitsekund og sikkert kun på grund af alkoholen i blodet, men alligevel nok til at Niels husker det. Vi fornemmer, hvor stærkt Niels higer efter blot en flig af stolthed og anerkendelse fra faderens side. Men glimtet af venlighed er uvirkeligt og uvant og ikke mindst på lånt tid.
Frygt, kontrol og rationeret glæde
Det har været helt afgørende for Niels at gøre op med fortiden for at kunne fungere og blive så nogenlunde et helt menneske igen. Bogen er opbygget med skiftevis Niels' rekognoscering af oplandet og kursiverede afsnit, hvor vi kommer med tilbage til de formative år under opvæksten. Det kommer til at virke som en terapeutisk proces, hvor målet for Niels er at få taget afsked med faren, med fortiden og komme i nærheden af en indre fred. Og måske egentlig ikke så mærkeligt. For han er vokset op med en familie, som har været så tilbagetrukket og følelsesmæssigt hæmmet, at stemningen konstant har været tæt og tyk af vrede, bitterhed og foragt. Bag husets fire vægge udspillede der sig et drama af kaliber. Blev en kop væltet og gulvtæppet stænket med vand, blev farens brutale strafstrategi kørt i stilling, med tæv som første menupunkt. Frygt er lig kontrol er farens overbevisning.
Børnene er vokset op i en smeltedigel af frygt og nedværdigelse, indtil de nåede en alder, hvor de sporadisk, men uden stor effekt, gjorde oprør mod faren. Hele tiden har de været på afstand af det lykkelige liv og af glæde i det hele taget. Glæden skal rationeres, som faren kunne have sagt.
En sådan barndom har sat sine ødelæggende og selvudslettende spor i Niels' voksenliv. I sær er det den indestængte vrede, der fylder og jævnligt tager overhånd i form af raserianfald, hvor alt bliver hvidt, og hvor han mister kontrollen med sig selv. En vrede som ikke er meget ulig faderens.
Far vs søn
Niels har nået et punkt i sit liv, hvor han ikke længere er i stand til at holde sammen på det hele. Han har ikke kunne opretholde stabilitet i parforholdet med Eva, og han har fået et gevaldigt klip i sit kørekort som afdelingslæge. Alt sammen på grund af vredesudbruddene som han sjældent kan styre, som udspringer af farens mangeårige tyranni gennem opvæksten.
Et sted derinde i Niels aktiveres et had, som mest af alt minder om afmålte doser af faderens ekstreme humørsvingninger. Faderens tilstedeværelse har hjemsøgt Niels som et spøgelse, i alt han har foretaget sig. Selv gennem studietiden, hvor han har forsøgt at bevise sit værd ved at blive læge. Det bliver langsomt kortlagt i fortællingen, hvor hadet og vreden kommer fra.
Den første gang vi som læsere kan trække en lige linje fra raserianfaldene i fortiden til nutiden, er da storebror Thorbjørn kommer hjem fra sin tid til søs og det hele ender i slag og spark. Niels bliver slået hårdt i ansigtet af faderen, og vi hører, hvordan alt går i hvidt, som om både fygende sne og en blændende stærk sol rammer Niels på nethinden. Vreden tordner i Niels, og med nærmest overmenneskelig styrke flyver han i flæsket på faren og gør modstand for første gang. Vi fornemmer kulden mellem Niels og faren, og selvom han her har muligheden for at endefarens liv, vælger han at lade ham leve. For faderen er selv forpint af selvhad og utilstrækkelighed på grund af sin egen elendige barndom. Det er derfor en større straf at lade ham leve endnu en årrække.
På trods af at faderen er voldelig, fuld af harme og udsætter børnene for ting, der i den grad forkrøbler dem socialt og psykisk og sætter dybe spor ind i voksenlivet, er der måske alligevel noget i ham, der ville ønske et andet scenarie. Fornemmelsen dukker kortvarigt op i scenen, hvor moderen efter et skænderi en sjælden gang siger fra og rejser væk for en stund. Tilbage sidder faderen med drengene og et hav af nummererede fryseposer med mad, så han kan se, hvad han skal tage op og hvornår. ”Far kan slet ikke finde ud af, at mor ikke er der, vi sidder bare dér i tavshed. For første gang kan jeg fornemme, at han måske gerne vil gøre det anderledes, men virkelig ikke aner hvordan”. Den type af tanker om faderen står meget alene bogen igennem.
Op til overfladen
Da Niels ankom til barndomslandet, var det samtidig med en række mårhunde. Vi hører sporadisk om disse mårhunde bogen igennem, og de fungerer som tændsatsen for en række afgørende episoder. Der hænger en symbolsk tåge over dyrene, og vi fornemmer en vis parallel til Niels, som i oplandet selv er som en mårhund i en hønsegård. Snagende og uvelkommen.
Hen mod slutningen samles der op på det hele. Faderen bliver begravet, og vi kommer op til overfladen i elendigheden og mærker en ubeskrivelig lettelse. På vej til begravelsen ser vi det samme scenarie, som da Niels ankom. Under nu blålige himmelstrøg passerer han de både nedslidte huse og mennesker, men han ser nu tingene med andre øjne. En forandring er på vej. Han har opnået en vis selverkendelse og ringer endda til Kollegialt Netværk og til Malene og synes i det hele taget at være mere afklaret. Ikke bare med det, der omgiver ham, men særligt med det, der udgør ham. Han er endelig på vej videre.
Forfatterens opland
Jens Vilstrup er opvokset i blandt andet Skanderborg og har selv haft en familie, som gjorde meget ud af facadepleje. Den var pæn på overfladen, men indenfor husets fire vægge var historien en anden. Her herskede der for forfatteren en konstant utryghed, særligt på grund af den hadske far. Da han døde for nogle år siden, begyndte Jens Vilstrup at skrive 'Opland'. På den måde er det nærliggende at kalde bogen for autofiktion. I hvert fald til en vis grad. Den rammer en litterær bølge i tiden og har mange lighedspunkter med blandt andet Anne-Cathrine Riebnitzskys 'Forbandede yngel' og desuden flere titler i Erling Jepsens forfatterskab.
'Opland' brænder sig fast som en ufiltreret skildring af en dysfunktionel familie i et nødspor, hvor fysisk vold og psykisk terror har gennemtæret al fernis i husets fire vægge.
Faderopgør, social arv og fortidens insisterende tilstedeværelse i nutiden er nogle af de tematikker, vi benhårdt konfronteres med i Jens Vilstrups bog.
'Opland' brænder sig fast som en ufiltreret skildring af en dysfunktionel familie i et nødspor, hvor fysisk vold og psykisk terror har gennemtæret al fernis i husets fire vægge.
”Udenfor synger et par fugle, som om alting starter forfra hver eneste morgen”. Mere præcist kan man ikke beskrive det hjemstavnsmiljø, som hovedpersonen Niels Otto, med øgenavnet Niller, kommer tilbage til, da faderen dør. Vi er i det døde område et sted mellem Vejle, Ikast, Silkeborg, Herning og Brande. Et sted, hvor alt går langsomt og nærmest truer med at gå i stå, på nær selvfølgelig sladderen og udskænkningsfrekvensen af alkohol. Beskrivelsen af provinsstemningen rammer spot on med ”Til salg”-skilte alle vegne, slidte havetrampoliner, bunker af legetøj og skrammel i forhaverne og et persongalleri, som til fulde matcher betegnelsen "white trash".
Det er et tungt og mørkt sted, hvor livet kører på repeat, og hvor kedsomhed og ensomhed i vid udstrækning forsøges holdt fra døren med sprut og bajere. Der hersker en klubmentalitet, hvor fremmede og fisefornemme københavnere ikke skal komme og snage. De bliver mødt med fjendtlighed og set på med stor skepsis. Niels mærker det tydeligt. Og ikke nok med det. For midt i den nedslående og rungende tomme tilværelse vælter Negerkim, Thorbjørn og en flok østeuropæere rundt og driver et mafialignende foretagende med vold og narkohandel. Velkommen til det jyske vilde vesten.
Det mentale opland
Nogle i området hungrer efter at komme væk, men sidder fast i sølet. Hvad nytter det hele? Spørgsmålet synes at være sivet dybt ned i befolkningen og er blevet et dominerende mantra, som de fleste lever efter. Men det kan lykkes at gøre en forskel. Nogle kommer derfra. Niels flyttede til København og blev læge på trods af faderens modstand og mildest talt manglende tro på sin egen søns værd og evner.
Mange år er gået, men ikke meget har ændret sig. Niels er kommet hjem til et sted, hvor forandring er et uvelkomment begreb, og hvor folk ikke har rykket sig en tomme. Hjemkomsten bliver starten på en mental proces, hvor Niels indser det, han måske altid har vidst. Nemlig, at han selv har været hæmmet i at komme videre i sit liv, på trods af, at han både karrieremæssigt og geografisk er et andet sted end f.eks. barndomsvennerne Donse, HP, Fessor og brødrene Polle og Thorbjørn. Noget er slået skævt i Niels og truer med at ødelægge ham indefra. Han sidder fast i den uforløste fortids elendighed.
Raserianfaldene eller ”de hvide øjeblikke” vidner i høj grad om dette og er tæt forbundet med faderens had, selvhad og voldelige tyranni. Turen hjem til oplandet er en hjemkomst på flere niveauer. Hele fortællingen og hele miseren, som Niels trækkes igennem i bogen, er et opgør med en rædselsfuld opvækst og et forsøg på at forstå alt det, der har haft indflydelse på, hvem han er, og hvad der udgør ham. Med andre ord en kortlægning af Niels mentale opland.
Traumelignende tendenser
Fra det øjeblik Niels ankommer til sit barndomssted, begynder minderne at flakke ind og ud af hans bevidsthed. Nutiden aktiverer fortiden, og synet af personer, ting og steder sætter skub i tilbageblikkene. Fortiden rekonstrueres gradvist. Synet af Lille Lars' traktor hiver ham tilbage til hamsterens henrettelse på gårdspladsen. Og fundet af faderens forstørrelsesglas aktiverer mindet om dengang, mor rejste hjemmefra for en stund, og far drak sig hønefuld og kortvarigt udviste en yderst sjælden adfærd overfor Niels. Anerkendende, uden trusler og med en antydning af et smil på læben. Men kun i et splitsekund og sikkert kun på grund af alkoholen i blodet, men alligevel nok til at Niels husker det. Vi fornemmer, hvor stærkt Niels higer efter blot en flig af stolthed og anerkendelse fra faderens side. Men glimtet af venlighed er uvirkeligt og uvant og ikke mindst på lånt tid.
Frygt, kontrol og rationeret glæde
Det har været helt afgørende for Niels at gøre op med fortiden for at kunne fungere og blive så nogenlunde et helt menneske igen. Bogen er opbygget med skiftevis Niels' rekognoscering af oplandet og kursiverede afsnit, hvor vi kommer med tilbage til de formative år under opvæksten. Det kommer til at virke som en terapeutisk proces, hvor målet for Niels er at få taget afsked med faren, med fortiden og komme i nærheden af en indre fred. Og måske egentlig ikke så mærkeligt. For han er vokset op med en familie, som har været så tilbagetrukket og følelsesmæssigt hæmmet, at stemningen konstant har været tæt og tyk af vrede, bitterhed og foragt. Bag husets fire vægge udspillede der sig et drama af kaliber. Blev en kop væltet og gulvtæppet stænket med vand, blev farens brutale strafstrategi kørt i stilling, med tæv som første menupunkt. Frygt er lig kontrol er farens overbevisning.
Børnene er vokset op i en smeltedigel af frygt og nedværdigelse, indtil de nåede en alder, hvor de sporadisk, men uden stor effekt, gjorde oprør mod faren. Hele tiden har de været på afstand af det lykkelige liv og af glæde i det hele taget. Glæden skal rationeres, som faren kunne have sagt.
En sådan barndom har sat sine ødelæggende og selvudslettende spor i Niels' voksenliv. I sær er det den indestængte vrede, der fylder og jævnligt tager overhånd i form af raserianfald, hvor alt bliver hvidt, og hvor han mister kontrollen med sig selv. En vrede som ikke er meget ulig faderens.
Far vs søn
Niels har nået et punkt i sit liv, hvor han ikke længere er i stand til at holde sammen på det hele. Han har ikke kunne opretholde stabilitet i parforholdet med Eva, og han har fået et gevaldigt klip i sit kørekort som afdelingslæge. Alt sammen på grund af vredesudbruddene som han sjældent kan styre, som udspringer af farens mangeårige tyranni gennem opvæksten.
Et sted derinde i Niels aktiveres et had, som mest af alt minder om afmålte doser af faderens ekstreme humørsvingninger. Faderens tilstedeværelse har hjemsøgt Niels som et spøgelse, i alt han har foretaget sig. Selv gennem studietiden, hvor han har forsøgt at bevise sit værd ved at blive læge. Det bliver langsomt kortlagt i fortællingen, hvor hadet og vreden kommer fra.
Den første gang vi som læsere kan trække en lige linje fra raserianfaldene i fortiden til nutiden, er da storebror Thorbjørn kommer hjem fra sin tid til søs og det hele ender i slag og spark. Niels bliver slået hårdt i ansigtet af faderen, og vi hører, hvordan alt går i hvidt, som om både fygende sne og en blændende stærk sol rammer Niels på nethinden. Vreden tordner i Niels, og med nærmest overmenneskelig styrke flyver han i flæsket på faren og gør modstand for første gang. Vi fornemmer kulden mellem Niels og faren, og selvom han her har muligheden for at endefarens liv, vælger han at lade ham leve. For faderen er selv forpint af selvhad og utilstrækkelighed på grund af sin egen elendige barndom. Det er derfor en større straf at lade ham leve endnu en årrække.
På trods af at faderen er voldelig, fuld af harme og udsætter børnene for ting, der i den grad forkrøbler dem socialt og psykisk og sætter dybe spor ind i voksenlivet, er der måske alligevel noget i ham, der ville ønske et andet scenarie. Fornemmelsen dukker kortvarigt op i scenen, hvor moderen efter et skænderi en sjælden gang siger fra og rejser væk for en stund. Tilbage sidder faderen med drengene og et hav af nummererede fryseposer med mad, så han kan se, hvad han skal tage op og hvornår. ”Far kan slet ikke finde ud af, at mor ikke er der, vi sidder bare dér i tavshed. For første gang kan jeg fornemme, at han måske gerne vil gøre det anderledes, men virkelig ikke aner hvordan”. Den type af tanker om faderen står meget alene bogen igennem.
Op til overfladen
Da Niels ankom til barndomslandet, var det samtidig med en række mårhunde. Vi hører sporadisk om disse mårhunde bogen igennem, og de fungerer som tændsatsen for en række afgørende episoder. Der hænger en symbolsk tåge over dyrene, og vi fornemmer en vis parallel til Niels, som i oplandet selv er som en mårhund i en hønsegård. Snagende og uvelkommen.
Hen mod slutningen samles der op på det hele. Faderen bliver begravet, og vi kommer op til overfladen i elendigheden og mærker en ubeskrivelig lettelse. På vej til begravelsen ser vi det samme scenarie, som da Niels ankom. Under nu blålige himmelstrøg passerer han de både nedslidte huse og mennesker, men han ser nu tingene med andre øjne. En forandring er på vej. Han har opnået en vis selverkendelse og ringer endda til Kollegialt Netværk og til Malene og synes i det hele taget at være mere afklaret. Ikke bare med det, der omgiver ham, men særligt med det, der udgør ham. Han er endelig på vej videre.
Forfatterens opland
Jens Vilstrup er opvokset i blandt andet Skanderborg og har selv haft en familie, som gjorde meget ud af facadepleje. Den var pæn på overfladen, men indenfor husets fire vægge var historien en anden. Her herskede der for forfatteren en konstant utryghed, særligt på grund af den hadske far. Da han døde for nogle år siden, begyndte Jens Vilstrup at skrive 'Opland'. På den måde er det nærliggende at kalde bogen for autofiktion. I hvert fald til en vis grad. Den rammer en litterær bølge i tiden og har mange lighedspunkter med blandt andet Anne-Cathrine Riebnitzskys 'Forbandede yngel' og desuden flere titler i Erling Jepsens forfatterskab.
Kommentarer