Analyse
Panduro, Leif - Louises hus: et tv-spil
Leif Panduros var en folkelig forfatter, der på en humoristisk, men også ædende ond facon tog pulsen på det moderne menneske i 60’ernes og 70’ernes velfærds-danmark. TV-spillet Louises hus blev et af de sidste værker i hans omfattende produktion.
TV-spillet Louises hus blev et af de sidste værker i Leif Panduros omfattende produktion. Han døde i 1977 kun 54 år gammel. På det tidspunkt var han kendt som noget nær hele Danmarks psykoanalytiker. En folkelig forfatter, der på en humoristisk, men også ædende ond facon tog pulsen på det moderne menneske i 60’ernes og 70’ernes velfærds-danmark. En forfatter, hvis tv-spil kunne ”lægge gader øde” – et fænomen som er en sjældenhed i dag i det 21. århundredes multi-mediale, internet-baserede samfund.
Panduro var tandlæge af uddannelse, men debuterede som romanforfatter i 1957 med Av, min guldtand (!). Herefter fulgte i rask tempo pubertetstrilogien Rend mig i traditionerne (1958), De uanstændige (1960) og Øgledage (1961), som blev det første gennembrud i karrieren. Allerede her ses en egen humor, glæden ved det absurde og komikken i hverdagslivet, som præger hele forfatterskabet. Sideløbende med romanerne skrev han revyer sammen med Klaus Rifbjerg og lavede manuskripter til film, radio og tv.
Det andet gennembrud i karrieren kom med tv-spil og krimi-serier i slutningen af 1960’erne. Det er blevet sagt – og med stor ret – at dansk tv-dramatik startede med Leif Panduro. Vor tids populære serier En gang strømer, Strisser på Samsø, Taxa eller Ørnen står i gæld til Panduros pionerarbejde. Han skrev i alt 13 stykker og forfinede genren op gennem 70’erne i samarbejde med instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt.
De overordnede temaer i forfatterskabet er ”normalitetens” pres på det enkelte individ. Gang på gang stiller han skarpt på normafvigere og personer, der ofte ender med at blive syge i forsøget på at bryde med gældende konventioner og normer. Det er også hovedtemaet i Louises hus, hvor en kvindes tragiske skæbne fører til et rekreationsophold i Spanien. Efter hjemkomsten prøver hun at finde frem til sandheden om sit ”sammenbrud”, men alle i hendes omgangskreds viger uden om. Denne jagt efter sandheden bliver omdrejningspunktet i tv-spillet, hvor det psykologiske spiller en stor rolle. I sen-værket er han optaget af samtidige problematikker som ungdomsoprør og kønsroller. Således leges der med forskellige køns-mønstre og roller i Louises hus. Louise tillægges en del traditionelt ”maskuline træk”, idet hun fremstilles som en frembrusende og dominerende karakter.
I modsætning til andre forfattere i samtiden bliver Panduro aldrig ideologisk eller politisk. Han er mere interesseret i at afdække konflikten mellem det enkelte individ og dets nærmeste omverden. Det er karakteristisk for Panduro, at han placerer sine personer i deres ”lilleverden” og lader læseren eller tilskueren komme helt tæt på. Helt ud i titlerne ser vi denne optik, hvor vi er på fornavn med William, Selma, Adam og Louise i værker som Hjemme hos William, Rundt om Selma, I Adams verden og Louises hus. Det skræmmende perspektiv hos Panduro ligger i omgivelsernes mangel på solidaritet og det voldsomme pres der lægges – bevidst eller ubevidst – på enkeltindividet. Et formildende aspekt ved fremstillingen er, ud over den humoristiske indgangsvinkel, forfatterens forståelse for mentale afvigere og deres reaktionsmønstre.
Louises tragiske skæbne bliver forsonet af en humoristisk distance, som fastholder det absurde ved hele situationen, der bliver et billede på absurditeten ved det moderne liv.
Kilder, links og centrale værker
Leif Panduros var en folkelig forfatter, der på en humoristisk, men også ædende ond facon tog pulsen på det moderne menneske i 60’ernes og 70’ernes velfærds-danmark. TV-spillet Louises hus blev et af de sidste værker i hans omfattende produktion.
TV-spillet Louises hus blev et af de sidste værker i Leif Panduros omfattende produktion. Han døde i 1977 kun 54 år gammel. På det tidspunkt var han kendt som noget nær hele Danmarks psykoanalytiker. En folkelig forfatter, der på en humoristisk, men også ædende ond facon tog pulsen på det moderne menneske i 60’ernes og 70’ernes velfærds-danmark. En forfatter, hvis tv-spil kunne ”lægge gader øde” – et fænomen som er en sjældenhed i dag i det 21. århundredes multi-mediale, internet-baserede samfund.
Panduro var tandlæge af uddannelse, men debuterede som romanforfatter i 1957 med Av, min guldtand (!). Herefter fulgte i rask tempo pubertetstrilogien Rend mig i traditionerne (1958), De uanstændige (1960) og Øgledage (1961), som blev det første gennembrud i karrieren. Allerede her ses en egen humor, glæden ved det absurde og komikken i hverdagslivet, som præger hele forfatterskabet. Sideløbende med romanerne skrev han revyer sammen med Klaus Rifbjerg og lavede manuskripter til film, radio og tv.
Det andet gennembrud i karrieren kom med tv-spil og krimi-serier i slutningen af 1960’erne. Det er blevet sagt – og med stor ret – at dansk tv-dramatik startede med Leif Panduro. Vor tids populære serier En gang strømer, Strisser på Samsø, Taxa eller Ørnen står i gæld til Panduros pionerarbejde. Han skrev i alt 13 stykker og forfinede genren op gennem 70’erne i samarbejde med instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt.
De overordnede temaer i forfatterskabet er ”normalitetens” pres på det enkelte individ. Gang på gang stiller han skarpt på normafvigere og personer, der ofte ender med at blive syge i forsøget på at bryde med gældende konventioner og normer. Det er også hovedtemaet i Louises hus, hvor en kvindes tragiske skæbne fører til et rekreationsophold i Spanien. Efter hjemkomsten prøver hun at finde frem til sandheden om sit ”sammenbrud”, men alle i hendes omgangskreds viger uden om. Denne jagt efter sandheden bliver omdrejningspunktet i tv-spillet, hvor det psykologiske spiller en stor rolle. I sen-værket er han optaget af samtidige problematikker som ungdomsoprør og kønsroller. Således leges der med forskellige køns-mønstre og roller i Louises hus. Louise tillægges en del traditionelt ”maskuline træk”, idet hun fremstilles som en frembrusende og dominerende karakter.
I modsætning til andre forfattere i samtiden bliver Panduro aldrig ideologisk eller politisk. Han er mere interesseret i at afdække konflikten mellem det enkelte individ og dets nærmeste omverden. Det er karakteristisk for Panduro, at han placerer sine personer i deres ”lilleverden” og lader læseren eller tilskueren komme helt tæt på. Helt ud i titlerne ser vi denne optik, hvor vi er på fornavn med William, Selma, Adam og Louise i værker som Hjemme hos William, Rundt om Selma, I Adams verden og Louises hus. Det skræmmende perspektiv hos Panduro ligger i omgivelsernes mangel på solidaritet og det voldsomme pres der lægges – bevidst eller ubevidst – på enkeltindividet. Et formildende aspekt ved fremstillingen er, ud over den humoristiske indgangsvinkel, forfatterens forståelse for mentale afvigere og deres reaktionsmønstre.
Louises tragiske skæbne bliver forsonet af en humoristisk distance, som fastholder det absurde ved hele situationen, der bliver et billede på absurditeten ved det moderne liv.
Kommentarer