Analyse
Kodal, Janus - Ingentings mestre
Janus Kodals langdigt 'Ingentings mestre' bevæger sig i to mønstre. Det ene er åbent, mens det andet er tæt og efterlader en spiralagtig effekt.
Janus Kodal debuterede i 1991 med den anmelderroste digtsamling 'Antologi'. Siden har han udgivet yderligere tre digtsamlinger: 'Ingentings mestre' (1994), 'Fyrsten Zibebes bekendelse' (1998) og 'I provinsen' (2001), samt redigeret lyrikantologier og udgivet udvalg af Ole Sarvigs digtning og essays. 'Ingentings mestre' er et langdigt, som bevæger sig i to mønstre. Det ene er åbent med forøgede mellemrum mellem ord og sætningsfragmenter, det andet tæt og sat med en fast forskydning i venstremarginens indryk, der lader den få en spiralagtig effekt.
Kontrasten mellem de to mønstre er markant – den førstnævnte åbne form etablerer et søgende, impressionistisk spor og etablerer et flygtigt, naturforankret billedsprog, hvorimod spiralen er pågående og konstaterende, med en fast tilbagevenden til sætningen ”mens du ældes”. Fælles for de to spor er, at de tematiserer tiden, hvorledes mennesket er indlejret i tiden og vice versa: ”én skal fødes to skal dømønster samles blive tidsten slibes bækkens bund ændre formansigt kysses svinde hen”. Her ser vi, hvordan Kodal tænker mennesket som indlagt i slægtsrækker og som en del af naturen forstået som et kosmos. Derfor bevæger digtet sig også frit imellem forskellige universer – natur, by, det organiske og det uorganiske – og kredser konstant om de uendelige dialektiske transformationer alting indgår i: Stenen i bækken bliver slebet af vandets strøm og er dermed medvirkende til at bækkens bund ændrer form, på samme måde som barnet markerer at to individuelle menneskers livsbaner transformeres – de er nu overbragt som et nyt individ.
Kodals forfatterskab fungerer på mange måde illustrativt i forhold til den bevægelse, den danske lyrik foretog fra 80’erne og op igennem 90’erne. Forbindelsen til 80’er lyrikken er åbenlys i 'Antologi'’s digte, som for en stor dels vedkommende tager afsæt i storbyrummet og tematiserer eksistentiel søgen i såvel den postmoderne værdiløshed og kærligheden. 'Ingentings mestre'’s undersøger også eksistensen, men arbejder med et minimalistisk udtryk, man også finder hos blandt andre en Niels Frank. I de to seneste samlinger foretager Kodal endnu et radikalt skifte, idet man her finder et ironisk spil med masker og attituder, og (især i 'Zibebe') en harsk udlevering af digtningens institution – altså en orientering, som også finder udtryk hos Lars Bukdahl, m.fl. Kodal er endvidere kendt for sit arbejde som iværksætter af forskellige lyrik-arrangementer, arrangør af poesi-oplæsnings konkurrencer (såkaldte ’poetry slams’, mv.).
Janus Kodals langdigt 'Ingentings mestre' bevæger sig i to mønstre. Det ene er åbent, mens det andet er tæt og efterlader en spiralagtig effekt.
Janus Kodal debuterede i 1991 med den anmelderroste digtsamling 'Antologi'. Siden har han udgivet yderligere tre digtsamlinger: 'Ingentings mestre' (1994), 'Fyrsten Zibebes bekendelse' (1998) og 'I provinsen' (2001), samt redigeret lyrikantologier og udgivet udvalg af Ole Sarvigs digtning og essays. 'Ingentings mestre' er et langdigt, som bevæger sig i to mønstre. Det ene er åbent med forøgede mellemrum mellem ord og sætningsfragmenter, det andet tæt og sat med en fast forskydning i venstremarginens indryk, der lader den få en spiralagtig effekt.
Kontrasten mellem de to mønstre er markant – den førstnævnte åbne form etablerer et søgende, impressionistisk spor og etablerer et flygtigt, naturforankret billedsprog, hvorimod spiralen er pågående og konstaterende, med en fast tilbagevenden til sætningen ”mens du ældes”. Fælles for de to spor er, at de tematiserer tiden, hvorledes mennesket er indlejret i tiden og vice versa: ”én skal fødes to skal dømønster samles blive tidsten slibes bækkens bund ændre formansigt kysses svinde hen”. Her ser vi, hvordan Kodal tænker mennesket som indlagt i slægtsrækker og som en del af naturen forstået som et kosmos. Derfor bevæger digtet sig også frit imellem forskellige universer – natur, by, det organiske og det uorganiske – og kredser konstant om de uendelige dialektiske transformationer alting indgår i: Stenen i bækken bliver slebet af vandets strøm og er dermed medvirkende til at bækkens bund ændrer form, på samme måde som barnet markerer at to individuelle menneskers livsbaner transformeres – de er nu overbragt som et nyt individ.
Kodals forfatterskab fungerer på mange måde illustrativt i forhold til den bevægelse, den danske lyrik foretog fra 80’erne og op igennem 90’erne. Forbindelsen til 80’er lyrikken er åbenlys i 'Antologi'’s digte, som for en stor dels vedkommende tager afsæt i storbyrummet og tematiserer eksistentiel søgen i såvel den postmoderne værdiløshed og kærligheden. 'Ingentings mestre'’s undersøger også eksistensen, men arbejder med et minimalistisk udtryk, man også finder hos blandt andre en Niels Frank. I de to seneste samlinger foretager Kodal endnu et radikalt skifte, idet man her finder et ironisk spil med masker og attituder, og (især i 'Zibebe') en harsk udlevering af digtningens institution – altså en orientering, som også finder udtryk hos Lars Bukdahl, m.fl. Kodal er endvidere kendt for sit arbejde som iværksætter af forskellige lyrik-arrangementer, arrangør af poesi-oplæsnings konkurrencer (såkaldte ’poetry slams’, mv.).
Kommentarer