Jennifer Egans Tæskeholdet banker på er en samtidspromenade i litterær coolness med fortiden som en mere autentisk lort
Tæskeholdet banker på er en roman, der kører inde i og ud af sit helt eget spor, og dér kører den godt; stilsikkert og underholdende med et imponerende persongalleri og med et klart opridset tidsbillede af et Amerika under forandring. Med det komplekse persongalleri af assistenter, musikproducenter, filmstjerner, journalister, onkler, niecer, one night stands, ægtefæller osv., og med ambitionen om også at fungere som et samtidsportræt, burde Tæskeholdet banker på ligge som en massiv, langhåret, ufremkommelig mursten på natbordet, men de underholdende indfald, gribende historier og den sproglige lethed, gør den kun knap 300 sider lange roman letlæst og letfordøjelig, og man slipper den med et ønske om at få mere at vide om de personer, man må slippe undervejs i læsningen, samtidig med at romanens komposition fungerer som en velafrundet helhed.
Hvert kapitel følger en ny hovedkarakter, alle med en eller anden rod i kredsen omkring stjerneproduceren Bennie Salazar og hans assistent Sasha, og for at give hver person og den historie, der knytter sig til personen, sin egen identitet, leger Egan stilsikkert med formerne og giver hvert kapitel sin egen stemme. Nogle er fortalt i nutid, andre i datid, nogle i tredjeperson (hun/han), andre i første (jeg), og en enkelt i anden person (du). I et kapitel hober refleksionerne sig op i alenlange fodnoter, et andet er udformet som en powerpoint præsentation lavet af en tolvårig. Men gennem alle kapitlerne flyder forfatterens sprudlende, underholdende pen, der uden kunstfærdige krumspring driver læseren frem gennem teksten. Der er præcise sansninger, overraskende observationer og sjove sammenligninger i en ordstrøm, der hele tiden ruller derudaf. Og selvfølgelig skæbner, der vikler sig ind og ud af hinanden og påvirker hinanden på både tilsigtet og utilsigtet vis midt i det evige tab af tid og drømme.
Selv om der muligvis ikke er blevet svedt tilstrækkeligt over korrekturen på den danske udgave af Tæskeholdet banker på, fremstår romanen fra forfatterens side som en aldeles ubesværet produktion med dens legende lethed i sprog, plot, komposition, stil og genre. Man er som læser med fra starten, når Sashas kleptomanfingre går amok på en date med Alex, og når optrækkene til Bennies midtvejskrise eskalerer i et had til musikbranchen, og man er med mod slutningen, når engangsknaldet Alex, der aldrig har glemt Sasha, igen dukker op ud af det blå og kaster sig ud i et lidet hæderligt stykke marketingsarbejde for Bennie, af en art, som Alex ikke tør omtale for sin kone. Og man er med undervejs, når Sashas onkel rejser til Milano for at opdrive sin forsvundne niece, når Sashas ungdomsven kaster sig ud over kanten af livet, når hendes datter manifesterer sin afstand til moren i Powerpoint præsentationer, og når Bennies første kone resignerer over hans utroskab, og når Bennies læremester tager sin børn med på en safari i Afrika, hvorunder hans kæreste er ham utro, og han derfor beslutter sig for at gifte sig med hende. Der er mange tråde at holde rede på, og ikke alle skæbner føres til dørs, men fortællingen hjælper læseren på vej med korte referencer til tidligere episoder, så læseren ikke behøver at bladre tilbage og læse op for at holde styr på persongalleriet.
Med mindre man er hårdkogt nostalgiker, eller kan lide at læse med et let sarkastisk, måske ligefrem selvironisk smil om læben, skal man læse let hen over den ikke særlig tilbageholdte vrængen over nutiden i Egans Tæskehold:
'Engang var alting en ren, og trods alt temmelig autentisk elendighed, nu går det sådan set meget godt, bortset fra at intet længere er ægte; musikken er blevet metervare, og længslen efter den autentiske lyd er skabt af smarte marketingsmekanismer. Vi gemmer os bag et virvar af skærme, bag hvilke vi kommunikerer med hinanden i et udhulet og komprimeret sprog, der passer hånd i handske til de mennesker, vi er blevet; prostituerede, der sælger vores holdninger og identiteter for at opnå penge og prestige i et samfund, hvis fremtidige enehersker(inde) har en universitetsgrad i marketing og flair for at styre menneskemængder'.
Så brutalt afrunder Egan sin tour de force hen over generationer og årtier med Tiden som det aldrig svigtende tæskehold, der står parat til at banke os på plads, når vi står med vores fejlslagne drømme og længslerne efter en mere autentisk fortid, hvor vi stadig oparbejdede tilstrækkeligt engagement i tilværelsen til at gide at hade hinanden.
Tæskeholdet banker på er Jennifer Egans (f. 1962) fjerde roman, og hun har hentet inspiration fra så forskellige kilder som Marcel Prousts monument På sporet af den tabte tid og tv-serien The Sopranos. Egan skriver for New York Times Magazine og har tidligere udgivet tre romaner og en novellesamling, bl.a. romanen Look at me fra 2001 om en model, der får sit ansigt skamferet i en bilulykke, og den gotiske thriller The Keep fra 2006. A Visit from the Goon Squad (på dansk Tæskeholdet banker på) fra 2010 blev hendes internationale gennembrud, som også sikrede Egan Pulitzerprisen. Romamen er blevet fremhævet som en jævnbyrdig konkurrent til titlen som den store amerikanske samtidsroman, sidestillet med Jonathan Franzens Freedom. Romanen er solgt til 30 lande, og HBO har købt rettighederne til en tv-serie baseret på romanen.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer