Analyse
Bengtsson, Jonas T. - Aminas breve
Skizofreni og identitet. Venskab og kærlighed. Det er blot nogle af ingredienserne i Jonas T. Bengtssons debutroman, der river læseren med rundt i Københavns underverden.
Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas Breve er historien om den unge mand Janus, hvis liv tager en uventet drejning fra den ene dag til den anden. Janus vender ryggen til sit trygge liv som gymnasieelev bosat hjemme hos mor i Brønshøj og begynder at strejfe rundt i Københavns gader sammen med stofmisbrugere og alkoholikere. Han lever som en hjemløs og tager kun hjem i ny og næ for at skifte tøj og få et måltid varm mad. En dag vågner han på hospitalet. Lægerne fortæller ham, at han har forsøgt at begå selvmord. Sådan husker Janus det ikke, men efter at have oplevet flere episoder, som han ikke kan forklare for sig selv, lader han sig indlægge på den lukkede. Her får han diagnosen paranoid skizofreni.
På hospitalet lever Janus en beskyttet tilværelse, hvor alle beslutninger træffes for ham. Sengetid, spisetid, besøgstid. Janus’ hverdag er bygget op omkring faste rutiner uden de store overraskelser. Eneste afbræk er brevene fra hans gymnasieveninde Amina, der bliver et vindue til omverdenen. Men da Amina en dag stopper med at skrive, mister Janus det frirum. Rutinerne brydes, og han bliver besat af at finde ud af, hvad der er sket med hende. Men først må han ud af hospitalet.
Med sygdommen som fortæller
Historien er fortalt af Janus selv, og det får en række konsekvenser for selve fortællingen. Først og fremmest nedtoner han symptomerne på sin sygdom, så vi som læsere skal et stykke ind i historien, før det går op for os, at Janus rent faktisk er syg. Alvorligt syg endda. På afdelingen fremstår han nærmest normal, når han sammenligner sig selv med de andre ”tosser”: Kristian, der er så tørstig, at han drikker alt, der er flydende, hvis han kan komme til det – maling eller skoldhed kaffe. Eller Thomas, der er så angst for planter og natur, at han får panikanfald, når han ser et træ.
Den slags skæve særheder lider Janus ikke af. Tværtimod formår han gennem en usentimental og observerende fortællestil at skjule sin egen sygdom, så vi som læsere fatter sympati med ham og får svært ved at fordømme de handlinger, han senere griber til. Herigennem tegner der sig et billede af en yderst intelligent og nøjeregnende person, der igennem historien får sværere og sværere ved at kende forskel på rigtigt og forkert. Og i sidste ende kommer til at sætte sin troværdighed som fortæller på spil.
For at komme ud får Janus snøret lægerne på afdelingen til at tro, at han har fået det bedre. ”Jeg nikker roligt, velovervejet og retter så hovedet op igen. Det skal sidde lige på halsen, ikke til den ene eller anden side, eller hænge, man kan altid genkende os skizoer på, hvordan vi holder hovedet.” Gennem flere måneder opfører han sit lille skuespil for lægerne, indtil de lader sig overbevise og slipper ham ud. Heri ligger der også en indirekte kritik af sundhedssystemet, der flere gange undervejs i romanen får et par hug, særligt i forhold til behandlingen af psykisk syge. ”Han skulle være dygtig,” fortæller Janus om overlægen Petterson. ”Han er her ikke så meget, han er mere dygtig andre steder, konferencer, møder.”
Janus opfatter hverken overlægens manglende interesse i sin sygdom som uretfærdig eller urimelig og har i det hele taget svært ved at sætte ord på de svigt, han oplever i løbet af romanen, og det præger hans fortællerstemme. Sproget i romanen er helt nøgternt, når Janus skildrer de andre indlagte på afdelingen eller de triste skæbner, han møder på gaden. Nærmest blottet for følelser, hvilket gør fortællingen meget barsk.
Identitet vs. skizofreni
Janus’ primære motivation bliver jagten efter Amina. Det er hendes forsvinden, der hiver ham ud af det trygge institutionsliv, som han ellers ikke har udvist nogen lyst til at undslippe. Ude i det fri får Janus dog svært ved at holde sin skizofreni i bero, og vi begynder gradvist som læsere at forstå det fulde omfang af hans sygdom. Helt konkret viser hans skizofreni sig som en gammel mand, der hjemsøger Janus’ tanker, når han skal sove. Pulsende på en cerut nedgør han fra et hjørne af soveværelset Janus’ selvværd bid for bid, inden de kraftige sovepiller slår Janus ud.
Samtidig bliver Janus også mere og mere aggressiv og ender med at blive decideret voldelig over for de mennesker, han møder i sin søgen efter Amina. Og det er tydeligt, at det er blevet en besættelse, der vokser og vokser uden for hans kontrol. For Janus forsøger ikke kun at fastholde Amina og hendes breve i sit liv for at bevare en kontakt til omverdenen, men også for at bevare en kontakt til sig selv. Romanen handler i høj grad om en ung mand, der forsøger at finde sin egen identitet. ”Det slår mig, at det er helt utroligt, hvor meget de er sig selv de her dyr,” funderer Janus efter et besøg i Zoologisk Have. ”Giraffen er meget giraf, den er ikke en god eller en dårlig giraf, den er bare helt utroligt meget giraf.” For Janus handler det om at forlige sig med, at hans sygdom er en del af ham, som han hverken kan ignorere eller undslippe. Heller ikke, når den fortæller ham, at han ikke er noget værd.
På kanten af samfundet
Livet uden for hospitalet er ikke nemt for Janus at overkomme. Igennem 4 år er han blevet stærkt institutionaliseret og har derfor svært ved at tage vare på sig selv, da han først kommer ud. Først og fremmest har han svært ved at identificere sig med andet end sin sygdom. Dernæst er han helt ude af stand til at genkende basale behov som mad og søvn, som andre har sørget for gennem de sidste 4 år.
Uden for murene bor Janus i sin storebrors yuppie-lejlighed på Østerbro, men føler sig ikke tilpas i brorens dyre designtilværelse. I stedet vender han tilbage til livet på gaden og de mennesker, han kender fra tidligere: junkier, hjemløse og småkriminelle skæbner. Fordomsfrit beskriver han deres tilværelse og fælder ingen dom over junkien, der efterlader sin søn hos Janus på en McDonalds, mens han jagter et fix i Vesterbros gader. De er mennesker ligesom ham selv, der lever på kanten af samfundet.
Janus bevæger sig i historien mellem forskellige miljøer og sociale lag. Fra det hårde liv på gaden over brorens lirede lejlighed til hans barndomshjem bag hækken i Brønshøj. Selve Janus’ familiesituation udpensles ikke i romanen. Det er tydeligvis ikke et emne, som han har lyst til at dvæle ved, men det fremhæves alligevel mellem linjerne, at hans far på et tidligt tidspunkt har forladt familien af uvisse årsager, og at hans mor og storebror har haft svært ved at håndtere hans sygdom. Den passede ikke ind i deres udadtil pæne liv.
Med Aminas breve skriver Jonas T. Bengtsson sig ind i en socialrealistisk tradition sammen med forfattere som Jakob Ejersbo og til dels Kim Leine. Romanen skildrer samfundets skyggeside – hvad enten det er de syge, der lukkes ude af samfundet, eller de hjemløse, stofmisbrugerne og de kriminelle, som har svært ved at finde en plads i samfundet.
Skizofreni og identitet. Venskab og kærlighed. Det er blot nogle af ingredienserne i Jonas T. Bengtssons debutroman, der river læseren med rundt i Københavns underverden.
Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas Breve er historien om den unge mand Janus, hvis liv tager en uventet drejning fra den ene dag til den anden. Janus vender ryggen til sit trygge liv som gymnasieelev bosat hjemme hos mor i Brønshøj og begynder at strejfe rundt i Københavns gader sammen med stofmisbrugere og alkoholikere. Han lever som en hjemløs og tager kun hjem i ny og næ for at skifte tøj og få et måltid varm mad. En dag vågner han på hospitalet. Lægerne fortæller ham, at han har forsøgt at begå selvmord. Sådan husker Janus det ikke, men efter at have oplevet flere episoder, som han ikke kan forklare for sig selv, lader han sig indlægge på den lukkede. Her får han diagnosen paranoid skizofreni.
På hospitalet lever Janus en beskyttet tilværelse, hvor alle beslutninger træffes for ham. Sengetid, spisetid, besøgstid. Janus’ hverdag er bygget op omkring faste rutiner uden de store overraskelser. Eneste afbræk er brevene fra hans gymnasieveninde Amina, der bliver et vindue til omverdenen. Men da Amina en dag stopper med at skrive, mister Janus det frirum. Rutinerne brydes, og han bliver besat af at finde ud af, hvad der er sket med hende. Men først må han ud af hospitalet.
Med sygdommen som fortæller
Historien er fortalt af Janus selv, og det får en række konsekvenser for selve fortællingen. Først og fremmest nedtoner han symptomerne på sin sygdom, så vi som læsere skal et stykke ind i historien, før det går op for os, at Janus rent faktisk er syg. Alvorligt syg endda. På afdelingen fremstår han nærmest normal, når han sammenligner sig selv med de andre ”tosser”: Kristian, der er så tørstig, at han drikker alt, der er flydende, hvis han kan komme til det – maling eller skoldhed kaffe. Eller Thomas, der er så angst for planter og natur, at han får panikanfald, når han ser et træ.
Den slags skæve særheder lider Janus ikke af. Tværtimod formår han gennem en usentimental og observerende fortællestil at skjule sin egen sygdom, så vi som læsere fatter sympati med ham og får svært ved at fordømme de handlinger, han senere griber til. Herigennem tegner der sig et billede af en yderst intelligent og nøjeregnende person, der igennem historien får sværere og sværere ved at kende forskel på rigtigt og forkert. Og i sidste ende kommer til at sætte sin troværdighed som fortæller på spil.
For at komme ud får Janus snøret lægerne på afdelingen til at tro, at han har fået det bedre. ”Jeg nikker roligt, velovervejet og retter så hovedet op igen. Det skal sidde lige på halsen, ikke til den ene eller anden side, eller hænge, man kan altid genkende os skizoer på, hvordan vi holder hovedet.” Gennem flere måneder opfører han sit lille skuespil for lægerne, indtil de lader sig overbevise og slipper ham ud. Heri ligger der også en indirekte kritik af sundhedssystemet, der flere gange undervejs i romanen får et par hug, særligt i forhold til behandlingen af psykisk syge. ”Han skulle være dygtig,” fortæller Janus om overlægen Petterson. ”Han er her ikke så meget, han er mere dygtig andre steder, konferencer, møder.”
Janus opfatter hverken overlægens manglende interesse i sin sygdom som uretfærdig eller urimelig og har i det hele taget svært ved at sætte ord på de svigt, han oplever i løbet af romanen, og det præger hans fortællerstemme. Sproget i romanen er helt nøgternt, når Janus skildrer de andre indlagte på afdelingen eller de triste skæbner, han møder på gaden. Nærmest blottet for følelser, hvilket gør fortællingen meget barsk.
Identitet vs. skizofreni
Janus’ primære motivation bliver jagten efter Amina. Det er hendes forsvinden, der hiver ham ud af det trygge institutionsliv, som han ellers ikke har udvist nogen lyst til at undslippe. Ude i det fri får Janus dog svært ved at holde sin skizofreni i bero, og vi begynder gradvist som læsere at forstå det fulde omfang af hans sygdom. Helt konkret viser hans skizofreni sig som en gammel mand, der hjemsøger Janus’ tanker, når han skal sove. Pulsende på en cerut nedgør han fra et hjørne af soveværelset Janus’ selvværd bid for bid, inden de kraftige sovepiller slår Janus ud.
Samtidig bliver Janus også mere og mere aggressiv og ender med at blive decideret voldelig over for de mennesker, han møder i sin søgen efter Amina. Og det er tydeligt, at det er blevet en besættelse, der vokser og vokser uden for hans kontrol. For Janus forsøger ikke kun at fastholde Amina og hendes breve i sit liv for at bevare en kontakt til omverdenen, men også for at bevare en kontakt til sig selv. Romanen handler i høj grad om en ung mand, der forsøger at finde sin egen identitet. ”Det slår mig, at det er helt utroligt, hvor meget de er sig selv de her dyr,” funderer Janus efter et besøg i Zoologisk Have. ”Giraffen er meget giraf, den er ikke en god eller en dårlig giraf, den er bare helt utroligt meget giraf.” For Janus handler det om at forlige sig med, at hans sygdom er en del af ham, som han hverken kan ignorere eller undslippe. Heller ikke, når den fortæller ham, at han ikke er noget værd.
På kanten af samfundet
Livet uden for hospitalet er ikke nemt for Janus at overkomme. Igennem 4 år er han blevet stærkt institutionaliseret og har derfor svært ved at tage vare på sig selv, da han først kommer ud. Først og fremmest har han svært ved at identificere sig med andet end sin sygdom. Dernæst er han helt ude af stand til at genkende basale behov som mad og søvn, som andre har sørget for gennem de sidste 4 år.
Uden for murene bor Janus i sin storebrors yuppie-lejlighed på Østerbro, men føler sig ikke tilpas i brorens dyre designtilværelse. I stedet vender han tilbage til livet på gaden og de mennesker, han kender fra tidligere: junkier, hjemløse og småkriminelle skæbner. Fordomsfrit beskriver han deres tilværelse og fælder ingen dom over junkien, der efterlader sin søn hos Janus på en McDonalds, mens han jagter et fix i Vesterbros gader. De er mennesker ligesom ham selv, der lever på kanten af samfundet.
Janus bevæger sig i historien mellem forskellige miljøer og sociale lag. Fra det hårde liv på gaden over brorens lirede lejlighed til hans barndomshjem bag hækken i Brønshøj. Selve Janus’ familiesituation udpensles ikke i romanen. Det er tydeligvis ikke et emne, som han har lyst til at dvæle ved, men det fremhæves alligevel mellem linjerne, at hans far på et tidligt tidspunkt har forladt familien af uvisse årsager, og at hans mor og storebror har haft svært ved at håndtere hans sygdom. Den passede ikke ind i deres udadtil pæne liv.
Med Aminas breve skriver Jonas T. Bengtsson sig ind i en socialrealistisk tradition sammen med forfattere som Jakob Ejersbo og til dels Kim Leine. Romanen skildrer samfundets skyggeside – hvad enten det er de syge, der lukkes ude af samfundet, eller de hjemløse, stofmisbrugerne og de kriminelle, som har svært ved at finde en plads i samfundet.
Kommentarer