Bog

Zarinaens datter

Af (
2010
)

Anmeldelse

Zarinaens datter af Carolly Erickson

Zarinaens datter er en spændende fortælling om én af de sidste russiske storfyrstinder, der forsøger at forstå den barske virkelighed, der lurer på den anden side af Vinterpaladsets beskyttende mure.

Darja Gradov besluttede sig i 1989 for at fortælle sine børn og børnebørn om sin ellers hemmeligholdte fortid som Tatjana Romanov, den næstældste datter af den sidste Zar, Nikolaj Romanov, og det er hendes historie, vi her får serveret på små 320 sider. Normalt er det den yngste datter, Anastasija, der siges at have overlevet den russiske revolution, men denne gang er det Tatjana, der meget subjektivt fortæller om sin familie og den verden, hun er vokset op i med alt, hvad det indebærer af kongelige familiemedlemmer og de uendeligt mange tjenestefolk.

Tatjana er modsat sine forældre og søstre den eneste, der umiddelbart interesser sig for, hvad der sker uden for Vinterpaladsets mure, og jeg kan have mine tvivl, om denne Tatjana har noget til fælles med den virkelige storfyrstinde, men dermed ikke sagt, at man ikke får et lille indblik i, hvordan det kunne have været at bo i Sankt Petersborg op til revolutionen i 1917.

Jeg må indrømme, at jeg mestendels var meget begejstret for denne roman. Den ene side tog den næste, og jeg så frem til hemmeligheden bag hendes overlevelse, når nu hele zarfamilien ellers blev udryddet. Desværre virker det bare lidt, som om slutningen hurtigt skulle overstås, og jeg følte, jeg manglede noget væsentligt, da hele familiedramaet og revolutionen gik over i en ren kærlighedshistorie. Men det skal endelig ikke afholde nogen fra at læse bogen. Det har i hvert fald været ganske interessant læsning, og jeg har helt bestemt fået lyst til at læse videre om den russiske zarfamilie. Om ikke andet så for at få af- eller bekræftet nogle af de observationer og skræmmende konklusioner, Tatjana gjorde om blandt andet sine forældre og deres forhold til den frygtede præst, Rasputin.

Det skal dog lige kort nævnes, at år 2008 slog man endeligt fast ved hjælp af dna-tests, at zar Nikolaj og zarina Alexandra samt alle deres fem børn blev myrdet samme sted. Der er altså ingen chance for, at hverken storfyrstinde Anastasija eller Tatjana overlevede til at kunne fortælle sin historie.

Bogdetaljer

Forlag
Punktum
Oversætter
Marie Kopp
Faustnummer
28719841
Graphic
Peter Stoltze
ISBN
9788792621375
Antal sider
323

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer