Bog

Vintergenerationen

Af (
1997
)

Anmeldelse

Vintergenerationen af Vasilij Aksjonov

02 nov.04
Skribent

Det bedste og mest fængslende ved 'Vintergenerationen' er dens bemærkelsesværdige tone af veloplagt rå energi; en energi der springer af bogens bevidsthed om sig selv som fortælling. Og som viser sig i sprogets stedvise muntert groteske sprudlen. Uden den energi ville det næsten være uudholdeligt at læse om Stalintidens rædsler.

Vintergenerationen er første bind af Aksjonovs trilogi En Moskva saga om livet i Sovjetunionen fra 1925 til 1953. Den ligner på mange måder Tolstojs Krig og fred. Som den har også dette bredt fortællende værk flere hovedpersoner, fiktive såvel som historiske. Og også her kaster forfatteren lys over en periodes historiske begivenheder og forsøger at forklare hvorfor de forløb som de gjorde.


Vi introduceres for den privilegerede lægefamilie Gradov på det tidspunkt da Den Nye Økonomiske Politik letter lidt på de hårdere livsbetingelser under krigskommunismen, og kunsten blomstrer op i futuristisk avantgarde før censuren sætter ind.
Familien Gradovs 3 voksne børn er på hver deres måde stadig optimistisk engagerede i skabelsen af den nye Sovjetunion.

Den ældste søn, Nikita, er officer i Den Røde Hær. Hos ham er tvivlens orm begyndt at gnave efter at han har været med til at nedkæmpe oprøret i Kronstadt. Datteren Nina lever som forfatter og boheme i tidens vilde, eksperimenterende kunstnerkredse, og sønnen Kirill lægger an til at blive en rigtig marxistisk kommisær, komplet med runde briller og stivstikker-logik.

Og inden første bind er færdigt er Stalin kommet til magten, de to sønner sammen med tusindvis af andre fængslet og tortureret. Kunsten er stivnet i partitroskab og censur og en lammende stemning af mistro og fortielser har bredt sig. Beskrevet så man synes man forstår tidsånden og stemningen.

Selvom personerne nok er en slags skabeloner, skabt til fikst at vise periodens udvikling inden for vigtige samfundsområde som militæret, videnskaben, kunsten og partiet, så er de også personer vi spændt følger gennem lidelser og atter lidelser.
Stoffet er i sig selv dramatisk, og bogen er blevet til underholdning af bedste skuffe.

Fordi bogen er bevidst om sig selv som fortælling, indvier den naturligvis også sin læser i sine overvejelser over forholdet til Tolstoj. Og kommer alene af den grund til at adskille sig fra Tolstoj. Men den må også tage afstand fra Tolstojs idé om at det ikke er historiens ”store mænd”, magthaverne, der bestemmer begivenhedernes forløb, men forsynets indflydelse på masserne. Det er klart at den idé er svær at sluge når man ser på hvilke konsekvenser Stalins – og Hitlers – handlinger havde.

Og hvor Tolstoj trøster sin læser med at vi har forsynet, eller Gud, som en garant for en mening bag tilfældigheden og meningsløsheden, så finder Aksjonov trøst – eller kampklar optimisme – i den tanke at lidelsen kan omskabes til kunst. Da Nikita er blevet arresteret og hans kone fortvivlet må flygte fra deres hjem, læser hun et Pusjkin digt om ulykkelig kærlighed og finder i det en trøstende genklang af sin egen fornemmelse af at alt er knust. ”Selv i menneskeskæbners bitre fortvivlelse er der en mildnende rytme, som en vuggesang … måske er det det eneste, der bliver tilbage; men det er heller ikke så lidt.”


På dansk ved Inger og Per Thorup Dalgård. Gyldendal, 1997. 327 sider

Bogdetaljer

Secondary title
En Moskva saga ; 1
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
21828149
ISBN
9788700255241
Antal sider
326

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer