Bog

Vera

Af (
2018
)

Anmeldelse

Vera af Anne Swärd

05 mar.19

Gribende og meget sanselig roman om hemmeligheder, fortielser, skam, løgne og de spor, krig efterlader.

Familien Ceder er en svensk overklassefamilie med fem sønner, som bliver styret med hård hånd af enkefru Ceder. ”Den her familie. Hvordan dens medlemmer løber over alle bredder , med deres konflikter og hemmeligheder. Løgne, skandaler og spil, i det skjulte, men lige så ofte for åbent tæppe.”

Sandrine møder den ældste søn, Ivan, på et badehotel i Sverige, hvortil Sandrine er kommet som flygtning efter 2. Verdenskrigs afslutning. Uden der er tale om den store kærlighed ønsker Ivan at blive gift med Sandrine, selv om han godt ved, at hun var gravid, da hun kom til Sverige. Brylluppet bliver holdt midt om vinteren på familiens gård langt ude i skærgården.

Lige så koldt der er på gården - bryllupskagen er ikke til at skære i, boblerne fryser fast i champagnen, og mændenes pomadiserede hår stivner til blanke hjelme - lige så koldt bliver ægteskabet. Under brudevalsen sætter en voldsom dans med en af Ivans brødre fødslen i gang og Vera bliver født.

Der bliver ikke sagt mange ord mellem Sandrine og Ivan, og Sandrine forstår efterhånden, at deres ægteskab kun er kommet i stand, for at de skal fremstå som en helt normal familie med far, mor og barn.

Selv om meget er usagt, finder vi efterhånden ud af, hvad der er hændt i Sandrines tidligere liv med familien, hvorfor hun mener, at hun som 16-årig havde hele livet bag sig, og også hvorfor hun ikke kan have noget med sit barn at gøre, men i stedet overlader Vera til Vanna, som ordner alt det praktiske i familien. Med alle dem, Sandrine har mistet, gør det for ondt at føle noget for andre.

’Vera’ er en stor fortælling om de spor, som krig efterlader, og hvordan Sandrine må leve videre med sine erindringer: ”alt det jeg gjorde for at få lov til at leve uden at tænke på, at jeg senere hen også skulle leve med det”. Samtidig er det en stor roman om familiehemmeligheder, skam og skyld.

Anna Swärd, som i 2011 fik udgivet romanen Åndeløs, har et meget poetisk og sansemættet sprog, som på flot måde skildrer forskellen på det kolde, glatte og overfladiske liv i storbyen og det enkle og umiddelbare liv i den barske natur ved havet.

Meget skal læses mellem linjerne, og jeg vil da gerne indrømme, at jeg havde lidt svært ved at komme i gang med romanen, men da jeg først blev indfanget, vendte bladene nærmest af sig selv. Romanen er velegnet til læsekredse, der er meget at tale om. Forsidebilledet af en ung pige med et meget insisterende blik virker meget dragende, og det passer rigtig godt til indholdet i romanen.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Jesper Klint Kistorp
Faustnummer
46115791
ISBN
9788702262025
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer