Bog

Vatikanets mand

Af (
2005
)

Anmeldelse

Vatikanets mand af Daniel Silva

01 aug.07

Mossad-agenten Allon bliver sat i aktion, da en professor, der er ved at at afdække den katolske kirkes rolle i jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig, bliver dræbt. Sporene fører mod de øverste cirkler i Vatikanet ….


Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne


Gabriel Allon har en fortid som superagent i den israelske efterretningstjeneste. Men han er også førende kunstkonservator og er ved historiens start i gang med at restaurere et af Bellinis smukke madonnabilleder i Venedig.

Da hans ven fra tiden i efterretningsvæsenet, professor Benjamin Stern, findes myrdet i sin lejlighed i München bliver Allon kaldt tilbage til tjenesten for at finde professorens morder. Og svarene, viser det sig, skal findes i den ældste af den moderne verdens sammensværgelser: den romersk katolske kirke og i deres – formodes det i bogen - rolle i jødeudryddelserne under 2. verdenskrig, en rolle, som professor Stern i al hemmelighed arbejdede på at afdække i en bog.

Vi bevæger os fra Venedig, til Rom, til München, til en villa i Schweiz, fra et kloster ved Gardasøen, til London, til Frankrig og tilbage igen. Og vi ender i et flot klimaks i pavens bolig i Vatikanstaten. Alle involverede har et synderegister, alle har myrdet og vil gøre det igen, hvis de er nødt til det. De gør som regel ikke det beskidte arbejde selv; de hyrer andre – og de bedste – til at udføre det! Forskellen ligger i, hvad der motiverer dem. Den eneste ’good guy’ viser sig at være paven. Og mere af plottet bør absolut ikke afsløres!   

Ingredienserne er lejemordere, politi og efterretningstjenester, hemmelige agenter og – naturligvis – en billedskøn kvinde. Tempoet er der ikke noget i vejen med – det er vist det, anmeldere plejer at kalde hæsblæsende. Plottet er komplekst, men meget troværdigt, oven i købet så realistisk, at du vil tænke over, hvor meget af alt dette, der mon virkelig har fundet sted eller stadig sker. Og bogen er altopslugende spændende og rigtigt guf for dig, der er bidt af en ”gal italiener”.

Kulørt action, ja vist, men efter min mening bedre end Dan Brown, som 'Vatikanets mand' minder om, fordi Silvas Italiensbillede er så troværdigt.

Det vil helt sikkert hjælpe dig, hvis du ikke er troende, for efter endt læsning vil du tro på, at der findes mange potentielle vildveje for Guds mænd. De får nogle gevaldige nakkedrag, de mægtige kardinaler, og de får det af en spændingsforfatter, der har høj international kaliber.

Silva, Daniel: 'Vatikanets mand'. Oversat fra amerikansk af Charlotte Grubb efter 'The Confessor'. Cicero, 2005. 288 sider

Læs også anmeldelsen af  ’Budbringeren

Læs mere på Daniel Silvas hjemmeside

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Faustnummer
25805526
ISBN
9788777147333
Antal sider
288

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer