Bog

Ulvemåne

Af (
1992
)

Anmeldelse

Ulvemåne af Julio Llamazares

Skribent
01.Mar.04

Romanen foregår i Asturien i perioden 1937 til 1946. Den tegner et billede af republikanernes kamp mod fascisterne under og efter den spanske borgerkrig.


Anbefalet af bibliotekar Agnes Tegen Kristensen, Hvidovre Bibliotekerne


Julio Llamazares blev født i 1955 i en landsby i den nordspanske provins Leon og kom siden til Madrid, hvor han for alvor begyndte at skrive. ”Luna de lobos” er således hans femte bog.

Bogen handler om fire venner Ramiro, Gildo, Juan og fortælleren Angel. De har gemt sig i de stejle nordspanske bjerge og ensomme bjerghuler. Herfra udkæmper de deres egen kamp mod fascisterne. Samtidig prøver de at holde kontakten vedlige med deres familier, der er bosiddende i forskellige landsbyer neden for bjergene. Men de har ustandselig fascisterne lige i hælene, og kampen er uhyre vanskelig – de er fire, og fascisterne har en hel hær og er på fremmarch overalt. En ulige kamp!

Af og til lykkes det én eller flere af dem at besøge famlie, slægtninge og kærester, der ikke glemmer dem i de år, hvor handlingen udspiller sig. Men familierne må også lide store afsavn, nogle bliver mishandlet og dræbt af fascisterne, andre bliver frataget deres fødevarer og får indskrænket deres rettigheder.

Under disse besøg går det også galt for nogle af vennerne, først for den unge Juan, der absolut må besøge sin familie, som han ikke har set i lang, lang tid. Han tager til landsbyen og lover at bringe mad og fornødenheder med tilbage til hulen, hvor vennerne bor, men Juan kommer aldrig tilbage.

Senere hører vi om de andres skæbne, om samarbejde med fårehyrder i bjergene, om præster, der har forrådt dem og givet fascisterne et tip om deres opholdssted – og her er ingen nåde: de må straffes.

Fortælleren Angel forsøger til slut at nå én af de zoner, der endnu ikke er besat af den fascistiske hær og at komme over grænsen til Frankrig. Vil det lykkes for ham? Det vil jeg ikke røbe her, men kun opfordre til at læse denne spændende bog, der er så intens som nogen kriminalroman.

Bogen giver et indblik i, hvordan nogle republikanere kæmpede mod fascisterne i den nordlige region af Spanien i tiden 1937 frem til 1946. Samtidig er det en beskrivelse af området Asturien med mange dejlige naturbeskrivelser overalt i bogen. Endelig skildrer Llamazares befolkningens levevilkår i begyndelsen af 1940erne i de fattige bjergegne i Nordspanien.

Bogen bærer præg af, at forfatteren kender området vældig godt, man fornemmer næsten, at han har været inde i de enkelte bjerghytter og den enkelte landsby, vi kommer igennem.


Oversat fra spansk efter Luna de lobos af Iben Hasselbalch. Udgivet på spansk i 1985, oversat til dansk i 1992.

Udgivet på forlaget Gyldendal, 169 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
07341571
ISBN
9788700034358
Antal sider
168

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer