Bog

Uforudsete hændelser

Af (
2016
)

Anmeldelse

Uforudsete hændelser af Hanne Richardt Beck

25 apr.16

Indsigtsfuld og velskrevet roman om tre vidt forskellige kvinder, der alle har noget på samvittigheden i forhold til hinanden og i forhold til en forsvundet dreng. En 3D-oplevelse i bogform.

En forsvinding, et lig og en omfattende politiefterforskning. Alle disse ord leder tankerne hen på noget, der snildt kunne placeres på krimihylderne. Det er dog ikke der, jeg vil anbefale at lede efter denne bog, for krimiplottet er på sin vis sekundært, til trods for at det er omdrejningspunktet. Romanen giver et indblik i kvindepsyken og de uforudsete hændelser, der er med til at skabe det liv, man lever, men måske ikke lige havde drømt om. De uforudsete hændelser man ikke kan gardere sig mod. Heller ikke kvinderne her i Hanne Richardt Becks syvende roman.

Forfatteren skriver som sædvanligt, så man fysisk kan fornemme solens varme, en kærlig hånd på låret og følelsen af fortrydelse, og man bliver kyndigt ledt ind i historien og lever sammen med dens personer. Man kunne kalde det en 3D-oplevelse i bogform. Det er ikke svært at fornemme, at forfatteren er fuld af fortælleglæde, men nogle gange flyder det altså lidt over, og der går fakta boks i den. Disse passager kan man skøjte hurtigt henover, så man kan komme tilbage til historien.

Der er (måske) sket en forbrydelse. En 6-årig dreng forsvandt for 13 år siden på Mallorca, og nu dukker hans lille lig, eller det der er tilbage, op langt nede af en stejl klippeside. Dette bringer tre danske kvinder i søgelyset. Tre kvinder der alle havde haft en form for kontakt med den lille dreng. Tre kvinder der, her 13 år senere, mere eller mindre har fortrængt den sommer fra deres bevidsthed. Den spanske politiefterforsker, Pilar, sætter sig for at grave sandheden frem, en sandhed der kan findes i de tre kvinders fortrængninger og ikke kun blotlægger kriminalsagen men også deres indbyrdes hemmeligheder.

Bogen signalerer ikke umiddelbart krimi, men når man læser, hvad den handler om, så kan man godt forledes til at tro, at den er mere ”kriminel” end den er. Det skal man dog ikke blive skuffet over, for lavmælt spænding kan sagtens skabe den samme indre uro som hæsblæsende action. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Elsebeth Egholms ’De frie kvinders klub’, der også har et diskret krimiplot indbygget uden at være en decideret krimi. Begge bøger indeholder spændende psykologiske portrætter og kan anbefales til alle, der nyder en god velskrevet historie, der sætter tankerne i gang.

Oprindeligt skrevet af Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52301467
ISBN
9788702191042
Antal sider
393

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer