Bog

Udsyn - ØK, Danmark og verden

Af (
2016
)

Anmeldelse

Udsyn af Martin Jes Iversen

09 jan.17

En gedigen, velskrevet og rigt illustreret bog om en gigantisk virksomhed med en ganske særlig status i dansk erhvervshistorie.

Forfatteren, der er erhvervshistoriker, har som den første haft adgang til alle ØKs arkiver, og han har ført samtaler med nulevende nøglepersoner. ØKs status i dansk erhvervsliv kan næppe overdrives, en uhyre vidt forgrenet virksomhed der opererede på flere kontinenter. Det er den spændende historie om gigantiske successer og svidende nederlag og om en helt speciel virksomhedskultur, som dog til sidst må bøje sig for udviklingen. Det krævede en topledelse, der forstod at aflæse konjunkturerne på verdensmarkedet og manøvrere firmaet frelst gennem verdenskrige og oliekriser. Bogen er netop centreret om disse magtens mænd, deres motiver, handlinger og konsekvenserne heraf. Iversens fremstilling er klar og overskuelig uden at forfladige indholdet. En ekstra bonus ved bogen er den helt unikke billedside med mange samtidige fotos, der både understøtter teksten og selv fortæller historie.

Det hele begyndte med den gode historie om den fattige dreng fra Nakskov med de højtflyvende drømme, som blev til virkelighed. Ihærdigt arbejdede han sig op, til han i 1897 kunne stifte ØK. I mange år var H.N. Andersen ØK. Visionær, entreprenant med evnen til at knytte og udnytte gode forbindelser, bl.a. til kongehuset.

Iversen fortæller historien om en virksomhed, der ekspanderede. Uden logisk sammenhæng beskæftigede den sig med stort og småt, fra linjesejlads i Stillehavet til æggebakkefremstilling i Sydamerika. Nogle tiltag gav overskud, mens andre var de rene underskudsforretninger. Nye tiltag kom til, andre blev opgivet. Problemet var at styre de mange vidt forgrenede og temmelig uoverskuelige aktiviteter. Her giver forfatteren en god indsigt i, hvordan de skiftende topledere håndterede problemerne. Ikke alle var lige dygtige eller heldige, og de sidste år i ØKs lange liv var i virkeligheden en afviklingsforretning.

ØK blev til i en periode, hvor Danmark var ved at udvikle sig til en gryende handelsnation med internationale interesser. Det blev hurtigt en gigant i dansk erhvervsliv, og i 1970 var ØK Nordens største virksomhed. Den var virksom i mere end 100 år og fortjener alene af den grund at blive husket i dansk erhvervshistorie. Dertil kommer, at ØK har banet vejen i udlandet for senere danske erhvervsvirksomheder i kraft af det betydelige netværk, ØKs medarbejdere har skabt forskellige steder i verden.

Med sine godt to et halvt kg er bogen bestemt ikke sengelæsning. Det er på alle måder en væsentlig og vellykket bog, hvor forfatteren har forstået at formidle ØKs lange og komplicerede historie for alle med interesse for dansk erhvervshistorie.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
52626773
ISBN
9788711397169
Antal sider
663

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer