Bog

Tvillingerne

Af (
2012
)

Anmeldelse

Hvad der sker, når det abstrakte møder det konkrete

En bruger anmelder Rasmus Halling Nielsens digtsamling fra 2012, der er et møde med to beslægtede digtsamlinger, som forenes under hovedtitlen Tvillingerne

De to digtsamlinger, som Tvillingerne består af, bærer titlerne Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud. Det interessante ved tvillinger er, at den ene ikke kan være en tvilling uden den anden. Det ligger i ordets semantik. Jeg savnede imidlertid en dialog mellem de to digtsamlinger. Min personlige favorit er Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet, og de fleste eksempler i denne anmeldelse er taget derfra.

Halling Nielsen leger med velkendte sproglige vendinger, ryster dem lidt ud af facon, men lader dem fungere som et aftryk bag sine verselinjer.

Et eksempel er digtsamlingens allerførste strofe i digtet, som blot bærer titlen 1:

»med start/ menes der start/ før fanden får sko/ af«

Dette greb bryder med det sproglige leksikon, man som læser allerede har, og dermed tvinges man til at træde et skridt væk fra sig selv og se på virkeligheden (eller i hvert fald den virkelighed, som sproget prøver at indfange) med nye øjne. Lidt som jeg kan forestille mig, at tvillinger ser sig selv, hvis de ankommer til samme fest og intetanende har iklædt sig det samme sæt tøj. Men dette er en digression fra min side.

Digtene er på en og samme tid abstrakte og konkrete. Her er ikke tale om enæggede tvillinger. Det konkrete viser sig gennemgående i digtsamlingen som referencer til den menneskelige krop. Undervejs møder man øret, skulderen, fingrene, håret, øjet, munden og næsen for bare at nævne nogle dele.

Et godt eksempel på, hvordan Halling Nielsen kombinerer det abstrakte med det konkrete, er følgende digt uden titel:

»hvis jeg blot må berette om spejlet flere lysår væk men meget lyrisk/ så kan dét berette om mig flere lysår væk mens jeg spiser en shawarma/ eller det vil jeg gerne have lov til at fortryde aldrig skal jeg spise mere/ for jeg er en statue rejst af børn med brækkede arme lad nu det billede/ hvile i sig selv og begynd invasionen af mit inderste rum med tale/ om de knitrende stjerner én efter én skodder vi dem i askebægret/ spejlet in memoriam«

Halling Nielsen lader det abstrakte og uhåndgribelige, der konnoteres til »spejlet flere lysår væk« fungere som et billede, der stilles op mod digter jeg’ets håndgribelige og fysiske tilstedeværelse. I digtet stilles to samtidige scenarier op; digter jeg’et både beretter og berettes om, og til sidst i digtet finder de to sammen. Jeg forstår her »invasionen af mit indre«, som at digter jeg’et overgiver sig til noget, der på en eller anden måde er større end ham selv. Der er under alle omstændigheder tale om et møde. Digter jeg’et erstattes pludselig af et »vi«, som Halling Nielsen placerer i det samme røgfyldte rum. Er der tale om et konkret minde om en aften, hvor man møder en ligesindet og lader talen flyde, mens smøgerne skoddes? Sådan et minde har jeg. Måske har Halling Nielsen det også, sidste strofe i digtet lyder i hvert fald sådan »spejlet in memoriam«

Spejlet som motiv dukker op flere steder i digtsamlingen. Jeg ser det som en sympatisk påmindelse om menneskelige møder, men inden det kammer over og bliver for ufarligt, punkterer Halling Nielsen imidlertid min sukkersøde illusion med strofen:

»kun regnormen har/ sin tvedelte skæbne/ i behold«

og et andet sted skriver han: »en hel symfoni fra fugle/ i mit fyldte hoved/ boede du med digtet/ oversavet«

Ord får vendt vrangen ud. Halling Nielsen lader ord, som tilsyneladende er ens som to dråber vand, stå ved siden af hinanden, så det åbenlyse ikke er åbenlyst mere. Ord er uundgåeligt koblet til et rum, en kontekst.

»du er tavs jeg kan ikke le ad dødens/ le«

 På denne – egentlig ganske simple måde, minder Halling Nielsen læseren om, at sproget er større, end man husker, og personligt byder jeg denne påmindelse velkommen.

Tvillingerne er en legende – og til tider humoristisk eksperimenteren med ord. Digtsamlingen slutter med ordene »engang vil lykken synes stor/ jeg holder den hen med ord«

Og det må man sige. 

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
29467870
ISBN
9788763823081
Antal sider
52

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer