Bog

Tilstandsrapport

Af (
2016
)

Anmeldelse

Tilstandsrapport af Knud Simonsen

Kærlig, satirisk roman om en lille bys (s)tilstand i dagens Danmark. Verden ifølge det grå guld og en fortælling om, hvor galt det kan gå, når skrankepaverne tager over.

Massefyring på egnens største virksomhed fører mange særprægede ting med sig. H. H. Hvidtholt er efterhånden en ældre herre. Så selvom han er en god revisor, der formår at lægge budgetter, så de holder, har han svært ved at finde et nyt job. Jobcentret gør ham nærmest til jaget vildt. Og på kærlighedsfronten sker der heller ikke meget. Heldigvis har Hvidtholt to gode venner, Carl og Storm, som han med jævne mellemrum kan vende verdenssituationen med. Og når trekløveret mødes på Carls campingplads, bliver der ikke lagt fingre imellem.

Fyringerne på Scancraft har ikke kun konsekvenser for Hvidtholt. Faktisk er hele byen præget af det. Borgmesteren ønsker flere arbejdspladser til byen, så han presser erhvervskonsulenten for at finde en løsning. Løsningen melder dog nærmest sig selv, da en rig, udenlandsk erhvervsmand ønsker at anlægge en golfbane i Dragsø. Golfbanen skal ligge der, hvor den nuværende grusgrav er aktiv. Så for at få flere arbejdspladser til byen, beslutter borgmesteren sig for at lukke grusgraven. Der udregnes på livet løs; en fjer bliver hurtigt til fire høns. Og når man gennemgår alle tallene, ser det ud til, at det kun er Dragsø-pigerne, der kan klare sig uden tilskud. Deres fremgang skyldes dog ikke hjælp fra kommunen, men daglige annoncer i landes aviser, hvor ”massage” tilbydes.

Dette er en mands deroute. En fortælling om, hvor galt det kan gå, når skrankepaver skal hjælpe, men ikke formår at se ud over deres egen næsetip. Der er mange virkelig fine beskrivelser af Hvidtholts problemer med jobcentret. Man kan levende forestille sig, hvordan han føler, når han bliver tvunget til at skrive en masse uopfordrede ansøgninger til stillinger, hvor han godt ved, han ikke kommer i betragtning. Og hele beskrivelsen af hans praktikforløb på kommunen er guld værd! Jeg håber virkelig ikke, at det er en fortælling fra et rigtigt praktikforløb.

Det er en stille roman, der ikke gør meget væsen af sig. Til trods for at der sker en del, så sker der faktisk ikke noget alligevel. Det lyder meget modsigende, men faktisk er det en roman om stilstand. En roman om, hvad der sker, når skrankepaveri og regelrytteri går op i en højere enhed. Kun de opfindsomme kommer videre med overskud. Resten går i stå i kampen mod reglerne. Det er en bog, der ikke byder på de store latteranfald, men som giver en lille forløsende kluklatter med jævne mellemrum. 

Bogdetaljer

Forlag
Hovedland
Faustnummer
52280702
ISBN
9788770704755
Antal sider
393

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer