Bog

Sporene vi efterlader os

Af (
2016
)

Anmeldelse

Sporene vi efterlader os af Pernilla Ericson

25 jan.17

Undergrundskrimi. Uhyggen breder sig i denne krimidebut, når kvinder tager den grønne metrolinje hjem en sen nattetime.

Stockholms natteliv hærges af brutale overfald på enlige kvinder, men en nat går overfaldet ud over den forkerte. Politibetjent Liv Kaspi er i stand til at slå fra sig, og det gør hun så eftertrykkeligt, at hun bliver suspenderet fra tjeneste, så en intern undersøgelse kan vise, om hun har brugt unødig vold. Denne tvungne orlov passer hende ikke, men da hun samtidig modtager et mystisk brev uden afsender, får hun andre ting at tænke på. Edith, en ældre, stenrig kvinde, ønsker at finde gerningsmændene til overfaldene. Til dette formål har hun sammensat en lille gruppe på tre personer, der på hver sin måde har noget at bidrage med. Liv er den hårdtslående politikvinde, som kender til efterforskning. Rickard har forbindelserne i orden, også til de mere lyssky personer. Aminah er ferm til alt, hvad der har med computere og teknologi at gøre. Og Edith selv har pengepungen i orden og et stærkt personligt motiv til at få sagen løst.

Dette er Pernilla Ericsons debutroman, og det kan ind imellem godt mærkes. Der er steder, hvor sproget sagtens kunne være strammet op og små passager, der beskrives lidt mærkeligt. Men det er småfejl, der i den store helhed ikke betyder så meget. Det der for alvor betyder noget er, at selve historien hænger sammen. Og det gør den. Den uautoriserede efterforskning er godt skruet sammen, og både handlingen og personerne er fint beskrevet. Kapitlerne, hvor man følger kvinderne før og op til et overfald, er så levende beskrevet, at man får gåsehud og kuldegysninger bare ved tanken om den sene tur med metroen. Spændingskurven er stigende fra start til slut, så siderne vender nærmest sig selv.

Det underliggende diskussion i bogen er behandlingen af de kvinder, der anmelder et overfald eller en voldtægt. I bogen beskrives, hvordan mange stiller spørgsmålstegn ved, om det nu er en reelt voldtægt, eller om kvinden selv har lagt op til den ved at tage en nedringet bluse på. Dette spørgsmål er ofte oppe i medierne, og forfatteren giver sin mening tydeligt til kende. Bogen kan således både læses som en underholdende krimi af den slags, man husker et stykke tid bagefter, eller den kan bruges som udgangspunkt for en debat om overfald og voldtægt. Lige meget hvordan man vælger at læse den, så vil jeg give den min varmeste anbefaling. 

Bogdetaljer

Forlag
HarperCollins Nordic
Oversætter
Kirsten Heilmann
Faustnummer
52840414
ISBN
9788771910827
Antal sider
352

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer