Bog

Spor 83

Af (
2017
)

Anmeldelse

Spor 83 af Fiston Mwanza Mujila

Mujila går i Célines fodspor med denne roman om en fordærvet verden, hvor sproget pulserer med en sitrende musikalitet.

’Spor 83’ er en roman om guldfeber, om kampen for at overleve i en verden gennemsyret af uretfærdighed og om den livslyst, der alligevel er at finde alle steder. Romanen foregår i Congo i den fiktive Bystaten, regeret af diktatoren Oprørsgeneralen. Her forsøger vennerne (og ind i mellem fjenderne) Lucien og Requiem at skabe sig en tilværelse. Requiem ved at snyde og fuske. Lucien ved at skrive dramastykker, hvor Che Guevara, Napoleon og den congolesiske politiker Lumumba diskuterer oprør. Man kan så selv gætte sig til, hvem der klarer sig bedst af de to. I den verden af vold, prostitution og guldgravere anses det for fuldstændigt tåbeligt at forsøge sig som kunstner, ja man bringer ligefrem skam over familien. Især hvis man insisterer på en beholde sin kunstneriske autonomi.

Spor 83 er en berygtet bar i Bystaten, hvor den brogede befolkning hver dag drikker deres sorger væk. Temperaturen og humøret er højt, mens menneskemassen bølger frem og tilbage i takt til jazzmusikken, og de mindreårige prostituerede (kaldet ællinger) forsøger at indynde sig hos kunderne efter det samme, evige omkvæd: ”Ved De, hvad klokken er?” Netop musikken spiller en stor rolle i romanen, der er skrevet med et helt særligt, rytmisk sprog. Det vibrerer af liv, af uforudsigelighed, af frustration, men også af humør. Det pulserer nærmest. Et eksempel:

”Udenfor: den rene ællingepoesi. – Du er min prins, jeg har sådan lyst til at kramme dig, jeg er så tændt, helt vildt liderlig, tag mig under armen og lad os komme væk herfra, til Perugia, jeg vil se slavehavnen i Nantes, jeg er din slave, bind mig for altid, hold fast i mine arme, jeg vil så gerne se havnen i Marseille… Spændingen steg hvert tiende minut. Flaskerne blev åbnet ti ad gangen for at drukne vreden og leden over at leve i en fordærvet verden”.

Det må være en oplevelse at høre romanen læst op, især på fransk, som den oprindeligt er skrevet på. Men oversætteren Rikke Mai Pohl har gjort det virkelig godt med at gengive originalens stil.

Karaktererne er ikke særlig dybe, så man skal ikke læse den for at få et dybdegående, psykologisk portræt af mennesket. ’Spor 83’ skal til gengæld læses for dens fantastiske tone, der på samme tid er kynisk og munter. Den er en sang om uopfyldt frihedshunger; et requiem for en ny verden, som det hedder i romanen. Den er blevet sammenlignet med Louis-Ferdinand Célines ’Rejse til nattens ende’ – en af mine allerstørste favoritter – og de har da også begge øje for humoren i det trøstesløse.

Fiston Mwanza Mujila er født i Congo og er bosat i Østrig, hvor han er ved at færdiggøre en Ph.d. Han har skrevet lyrik og drama, men ’Spor 83’ er hans debutroman. Den har fået megen omtale i Frankrig og er indstillet til de prestigefyldte Man Booker Prize og Prix du Monde.

Analyse

Mwanza Mujila, Fiston - Spor 83

11 jan.18

Fiston Mwanza Mujilas roman Spor 83 er en absurd, rablende, eskapistisk fortælling om bagsiden af det neokoloniale Afrika. Smuk poesi skabt af vold, håbløshed og livsdrift.


Skrevet af cand. mag. i Litteraturhistorie Sidsel Sander Mittet, marts 2018

 

Spor 83, 2017 (Tram 83, 2014) er en bog, der gør læseren forpustet. En vild bog. En sanselig bog, der hele tiden truer med at få læseren til at grine og græde - ikke på skift, men på samme tid.

Romanen foregår i en by, der omtales som Bystaten og som - meget symbolsk - er løsrevet fra Baglandet. Byen ligger i et afrikansk land, der kunne minde om Den demokratiske republik Congo, i en mineby, der ligner Lubumbashi, hvor Fiston Mwanza Mujila (1981) selv er født. Endvidere er hovedkarakteren Lucien forfatter og kan opfattes som Mujilas stemme i romanen. Som Lucien selv formulerer det internt i bogen:
”Hvor langt må forfatteren bevæge sig ind i sin fantasi, når han tager udgangspunkt i fakta og skaber et univers, hvor sandt og falsk læner sig op ad hinanden?”
Det overlades til læseren at besvare det spørgsmål.

Symbolske steder

I begyndelsen af romanen ankommer Lucien fra Baglandet til Bystaten, hvor han forsøger at få udgivet et kompliceret teaterstykke om Afrikas kollektive historie. Imidlertid er det ikke Lucien, der er den virkelige hovedperson, men Bystaten selv. Denne karakteriseres ved tre lokaliteter, som alle har symbolsk karakter: Det første sted er banegården, hvor romanen både begynder og slutter med hhv. Luciens ankomst og afsked. Som det gentages adskillige gange gennem romanen består banegården ”stort set ikke af andet end en metalkonstruktion, der aldrig var blevet færdig … ”, og netop dette gør den til et billede på Bystatens tilstand. Ikke nok med at alt og alle er ødelagt af krig, men pointeringen af, at konstruktionen ”aldrig var blevet færdig” understreger det definitive. Banegården vil ALDRIG blive færdig. Genopbygningen er allerede opgivet. At være ødelagt er blevet byens og dens befolknings natur.

Samtidig holder jernbanen dog liv i drømmene. Den er en mulighed for at komme væk, for at blive til noget - selvom ingen i historien virkelig kommer væk, men kun til Bystaten, som et sort hul, der opsuger alt levende.

En anden vigtig lokalitet er Håbets mine, hvorfra ikke kun Bystatens fremgang, men også dens elendighed, udspringer. Håbets mine bliver med sine håndfaste mineraler og flygtige drømme symbolet på den komplekse neokolonialisme. Det er her udlændinge flokkes, og selv de med de ædleste motiver lader sig forblænde af den mulighed for profit, der ligger i minen, og ender med - som et ekko af Kong Leopols regime - at bruge landets egen befolkning til at tømme det for naturressourcer. Imidlertid er det, som alt i denne bog, ikke så sort/hvidt, for minen er på oprørsgeneralens hænder. Det er ham, der får penge, som bruges til våben, og det er ham, der giver udlændingene lov til at grave, en ret flere af dem igen udliciterer til Bystatens beboere, der igen snyder de udenlandske investorer. Hvem der i sidste ende udnytter, hvem fortaber sig i forvirringens tåger, ligesom man bliver i tvivl om, hvem der overhovedet tilhører Bystatens befolkning og hvem, der ikke gør. For som forlæggeren Ferdignand Malingeau siger: ”Men hvis jeg ikke er afrikaner, hvad er jeg så? Kom det første menneske måske ikke fra Afrika? Er han så ikke også min stamfader?”

Den sidste - og vigtigste - lokalitet er natklubben Spor 83, hvorfra romanen henter sin titel. Det er her hele Bystaten mødes og det er her, man for alvor får fornemmelsen af den surrealistiske og på en gang håbløse og eskapistiske verden, der danner baggrunden for fortællingen.

Historiens død

På Spor 83 er både historien og historierne døde. Da stamgæsterne på baren finder ud af, at Lucien er uddannet historiker reagerer de med et ”Havde du hovedet under armen eller hvad?” Mange af bystatens beboere ønsker ikke at have noget med historien at gøre. Requiem, hvis navn meget passende betyder dødsmesse, undsiger sig fortiden, gør oprør mod autencitetsbevægelsen og ophæver, ifølge sig selv ”blodets bånd. Jeg fælder mit stamtræ”.

Også litteraturen har trange kår. Den håbefulde forfatters plan om at ”rekonstruere hukommelsen for et land, der kun eksisterer på papiret,” bliver igen og igen umuliggjort. Med en kalashnikov for panden tvinges han til at brænde første udkast til manuskriptet. Næste udkast ryges af vrede minevagter, og da hans teaterstykke endelig udkommer, sætter oprørsgeneralen en dusør på Luciens hoved.

Litteraturens indhold sættes også under debat. Da Ferdignand Malingeau hører om Luciens ambitiøse projekt, konstaterer han: ”Der er allerede rigeligt med elendighed, fattigdom, syfilis og vold i den afrikanske litteratur (…) Der skal også knaldes i den afrikanske litteratur” - og det bliver der. For på trods af det dyste emne er Spor 83 ikke en trist roman. Den er hastigt pulserende, som en af de jazz-sange, der igen og igen nævnes i forbindelse med natklubben Spor 83. Vanvittig i sine rablende opremsninger og sært glædesfyldt i sit fokus på galskab, håb, sex og ønsket om overlevelse. Det hele er så overvældende, at man som læser bliver ført med ind i galskaben. Det ødelagte og forkerte normaliseres, og efterhånden glemmer man at Ællingerne, der er en fast bestanddel af romanen, faktisk er børneprostituerede. Det er således først, når forfatteren i brutalt henslængt udslynger: ”Klokken tolv kom Negusen hjem med tre ællinger, der så ud, som om de ikke engang var fyldt tolv”, at man atter mindes om, hvor anderledes Bystatens moralkodeks er.

Det nye sprog og den sære opbygning

Som sagt er Bystaten en verden, hvor det ualmindelige, det tragiske og det forfærdelige er blevet normalen, og dette har påvirket sproget. Ordene har simpelthen ændret betydning, idet samfundets demografiske og socioøkonomiske forhold påvirker betydningsdannelsen. Ælling betyder, som allerede anført, børneprostitueret. Alenemor betyder blot kvinde, mens ordet turister dækker alle udlændinge - ligegyldigt om de er forretningsmænd, NGO´ere eller diplomater. Dem, der kommer udefra og har et hjemland at rejse tilbage til.

Det er ikke kun sproget, der ekkoer det kaos, som hersker i Bystaten, men også romanens komposition. Spor 83 er en blanding af stilarter. Vi møder dagbogsnoter, tableaubeskrivelser, drama-lignende sekvenser, direkte forfatterhenvendelser, afsnit skrevet med jegfortæller og atter andre med alvidende fortæller - nogle endda med den sjældne andenpersonsfortæller. Alligevel bliver teksten ikke forvirrende, hvilket blandt andet skyldes, at der findes adskillige gentagelser på kompositionsplan til at holde teksten sammen. Et eksempel på dette er de af Requiem opfundne regler for at overleve i bystaten som fx.: ”Regel nummer 20: De svin beder om det. Lad dem bare komme an.” Et andet sammenbindende aspekt er omkvædene som for elsempel ællingernes evige henvendelsesform ”Ved De, hvad klokken er?”, som tilsyneladende er uskyldig, men som ofte krydres med obskøne replikker som ”jeg er god til at slikke pik”, ”forspil er spild af tid,” og ”du er smuk som i en pornofilm”. Omkvædet tjener imidlertid ikke kun som sammenbindende effekt, men ligeledes som en understregning af det paradoks, som er Spor 83. For hvordan skal Ællingers rolle forstås? Skal det forhold, at præpubertære piger prostituerer sig selv, ses som et udtryk for den håbløshed, der præger Bystaten, eller for samme Bystats ukuelige vilje til at overleve?

Spor 83 er ikke sådan at blive klog på, og det skal man heller ikke. Man skal opleve den, sanse den, høre og føle den.


Bibliografi

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
Bibliotekar Hanne Thusgaard Madsen


Litteratur om bogen

Anmeldelser i aviser

24/8 2017 Henriette Bacher Lind i Jyllands-posten
16/9 2017 Lise Garsdal i Politiken

Links

Bogrummet.dk
Christian Møgeltoft: Spor 83

Books Live
Fiston Mwanza wins 2015 Etisalat Prize for Tram (19.3 2016)

DW (Deutsche Welle)
Peschel, Sabine: International Literature Award goes to Fiston Mwanza Mujila's "Tram 83" (20/6 2017)

Frenchculture.org
Fiston Mwanza Mujila

The Guardian
Tram 83, the Congolese novel that's wowing the literary world -extract (7.1.2016)

K's bognoter
Fiston Mwanza Mujila: Tramp 83 (10/7 2016)

The Man Booker Prize
Spor 83 "longlisted for Man Booker Prize 2016.(10.3.2016) 

NPR org.
Powers, John: An exuberantly dark first novel explores the chaos of Central Africa (9/10 2015)

The Voice
Congolese novel longlisted for Man Booker Prize 2016 (11.3.2016)

The White Review
Roland Glasser: Interview with Fiston Mwanza Mujilo (January 2016)

Wikipedia

YouTube
Fiston Mwanza, Roland Glasser, & Chris Hall at Malvern Books (9/30/2015)

YouTube
Fiston Mwanza Mujila in Interview

YouTube
Fiston Mwanza Mujila reading at the Opening Ceremony for the OMNIBUS Reading Tour

YouTube
Tram 83 - Fiston Mwanza Mujila - Literary Roadhouse Book Club Ep 7

YouTube
Tram 83 Live in Berlin Juli 2017

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Oversætter
Rikke Mai Pohl
Faustnummer
5 334 802 5
ISBN
9788771512588
Antal sider
221

Indgår i tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer