Spøgelseshistorier

Gendigtninger af japanske sagn og myter og Hearns egne bidrag: spøgelseshistorier.

“Spøgelseshistorier” er en meget tynd bog – faktisk for tynd efter min mening, for man når ikke rigtig at komme ind i bogen, før den er slut.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn, skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder), men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay ”Nightmare Touch” fra samlingen ”Shadowings”. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier. Historierne er udmærkede, men meget korte. Det er næsten alle ganske korte historier på kun et par sider med undtagelse af ”En sommernats drøm”, som delvist er Hearns egne oplevelser, blandet med hans genfortælling af japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs.

Gendigtningerne er næsten for korte til at give et indtryk af Japan, og jeg synes ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn, men det var hovedsageligt pga. uddraget af essayet ”Nightmare Touch”, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.