Bog

Sort te med tre stykker sukker

Af (
1992
)

Anmeldelse

Sort te med tre stykker sukker af Renan Demirkan

Solflimmer, varme og sød te – det er Drømmen om Tyrkiet, emigranternes drøm om det gamle land, set fra det  kølige Europa.

Vi er i Tyskland en sommermorgen. En ung kvinde ligger på fødegangen og glæder sig til at møde sin lille datter; mens hun venter, snakker hun med sit ufødte barn, og ellers passerer en række erindringsbilleder forbi.

Kvinden kom til Tyskland fra Tyrkiet som barn i en af de første indvandringsbølger i 1960’erne; årene som fremmed har lært hende at være brobygger – mellem to kulturer og snart også mellem to generationer – og læseren er sikker på, at hun nok skal klare det. Hun er en sej og selvbevidst pige, der har vendt sin outsiderstatus som indvandrerbarn til en styrke, og som også har taget de klassiske kampe på hjemmefronten.

En historie om det kendte og det ukendte land, fortalt usentimentalt, sort humoristisk og ganske skarpt; der bliver plads til barske tyrkiske skæbner og glimt af mere stivbenede tyskere.

Kulturmøde og integration – den unge rummer det hele, mens forældrene langsomt bliver mere og mere tyrkiske; som gamle og slidte må de med sorg erkende, at de er og bliver emigranter, der har to lande og føler sig fremmede begge steder. Kun drømmen om det tabte land er tilbage, drømmen om lyset og luften, varmen, maden, traditionerne, rødderne …

Bogen er i et eller andet omfang selvbiografisk og giver læseren et fint kig ind i en sympatisk indvandrerfamilie og deres tyrkiske baggrund – og så er det samtidig en velskrevet og underholdende lille bog.

Oversat fra tysk af Jan Hansen efter 'Schwarzer Tee mit drei Stück Zucker'. Rosinante, 1992.  115 sider

Læs mere på Renan Demirkans hjemmeside


Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
07354959
ISBN
9788716145963
Antal sider
115

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer