Bog

Something to tell you

Af (
2008
)

Anmeldelse

Something to tell you af Hanif Kureishi

Hanif Kureishi er en af Englands mest populære nulevende forfattere, der for længst har slået sit navn fast med romaner som ”En forstadsbuddha” og ”Det sorte album”.

Det kan med fordel betale sig at læse hans øvrige værker, for få forfattere formår som Kureishi at beskrive parforhold og hvordan det er at vokse op med en anden hudfarve end den gængse i et land som England.

Hovedpersonen i ”Something to tell you” er Jamal Khan, en psykolog i 50´erne, der bor i London og som måske selv kunne have brug for at erlægge en psykolog et par besøg.

Jamal Khan er skilt fra sin kone Josephine og har en halvstor søn, Rafi, der for det meste bor hos sin mor. Når jobbet ikke lægger beslag på ham bruger han tiden på sønnen og på sin bedste ven, teaterinstruktøren Henry, der er blevet kæreste med Jamals bramfrie og særprægede søster Miriam.

Selvom han er i 50´erne er Jamal aldrig rigtig kommet sig over, at hans kæreste fra teenageårene, Ajita, i tidernes morgen flyttede til Indien efter at hendes far blev dræbt.

I de efterfølgende år har Jamal brugt tiden på tilfældig romantik, jobbet og på at lade tankerne kredse om Ajita og de dramatiske hændelser, der adskilte de to fra hinanden.

Ved et tilfælde får Jamal her i 50´erne kontakt til Ajitas bror Mustaq, og af denne kanal bliver der genoptaget en delvis kontakt til Ajita og andre venner fra ungdomstiden, bl.a. Karen, der blev den første kvinde, der forgæves skulle forsøge at leve op til Ajita.

”Something to tell you” er Jamals beretning om tiden med Ajita og de år der fulgte efter, der er især fokus det års tid, hvor Jamal får kontakt med Ajita og hvor gamle skeletter jages ud af skabet.

Hanif Kureishi har brygget en læseværdig roman sammen om fortidens synder, komplicerede parforhold og kærlighed, der kan få mennesket til at begå uhylige handlinger.

Romanen er desværre også for lang, der kunne snildt være barberet 150-200 sider bort uden at historien havde mistet sammenhængskraft og værdi.

Trods længden vil jeg alligevel gerne anbefale bogen fordi den indeholder gode beskrivelser af relationer mellem mennesker og fordi bogen giver et rammende indblik i, hvordan England anno slut 90´erne og starten af 00´erne så ud.

Jeg belønner romanen med 4 stjerner ud af 5, men håber alligevel at Kureishis kommende værker ikke vil være så uendeligt lange.

Bogdetaljer

Forlag
London : Faber
Faustnummer
44335166
ISBN
9780571209774
Antal sider
345

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer