Bog

Slagteren

Af (
2018
)

Anmeldelse

Slagteren

Rokka og Weissman er tilbage i endnu en handlingsmættet krimi fra Hudiksvall. Serien bliver bedre og bedre.

Der er flere handlingsforløb i ’Slagteren’ og det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis man skal holde styr på dem alle. Men som altid ender det med, at der er en mening med det hele, og trådene samles, efterhånden som historien udrulles.

Flere medlemmer af et jagtselskab findes brutalt myrdet og Rokka og co samler hurtigt interessen om denne gruppe, men det viser sig, at de tager fejl, da det tredje offer intet har med jagt at gøre. Hans ilde tilredte lig bliver dog, lige som de andre, fundet i jagtområdet, så hvordan tingene end hænger sammen, må det have noget med området at gøre. Samtidig har Stina, som er kæreste med ejeren af jagtområdet, gang i en meget hemmelighedsfuld reportage med deadline lige om hjørnet. En reportage, der vil ramme indflydelsesrige personer i Hudiksvall hårdt, så hun skal passe på, at der ikke slipper noget ud, da det kan blive farligt for hende.

Jeg er begejstret for de tempofyldte og voldsomme bøger om Rokka og Hudiksvall. Der sker noget på hver eneste side, og det er spændende at følge, hvordan de forskellige handlinger langsomt flettes sammen og ender i en logisk og alligevel overraskende afslutning.

Vægtningen mellem personernes privatliv og krimidelen er helt perfekt, og selvom der er en del om især Rokka og Jannas liv uden for politiet, bliver det aldrig for meget. Tværtimod er det med til at gøre dem nærværende og realistiske. I det hele taget er Rokka en af de hovedpersoner, som jeg holder mest af, han er barsk og udadreagerende, men samtidig har han et blødt punkt for de udstødte og udsatte i samfundet, og han handler rent faktisk på det.

Serien kan varmt anbefales, og selvom krimidelen afsluttes i hver bog, vil jeg anbefale at de læses i kronologisk rækkefølge.

Bogdetaljer

Forlag
Harper Collins Nordic
Oversætter
Dorthe Klyvø
ISBN
9788771914474
Antal sider
304

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer