Bog

Skindød

Af (
2017
)

Anmeldelse

Skindød af Tess Gerritsen

12 dec.17

Retsmedicineren får et mindre chok, da hun hører lyde fra en køleboks i lighuset i Gerritsens fremragende krimi om trafficking.

En ung ukendt kvinde, der tilsyneladende er druknet, åbner pludselig øjnene i en køleboks i lighuset. Den unge kvinde er overhovedet ikke interesseret i nogen form for hjælp, og der skal kræfter til for at få hende på hospitalet. Det viser sig hurtigt, at hun er jaget vildt. Nogen stræber hende efter livet og med god grund. Jane Rizzoli, der er på barselsorlov og kan føde når som helst, bliver ufrivilligt indblandet i sagen, og da både FBI, CIA og efterretningstjenesten bliver tilkaldt, bliver både hun og manden Gabriel Dean, som selv er FBI-agent, nysgerrige – hvad kan den ukendte kvinde have gjort, siden alle instanser er sat på sagen? Det viser sig at sagen er langt mere omfattende, end de havde kunnet forestille sig, og det bliver sværere og sværere for ægteparret at finde ud af, hvem der er ven og hvem der er fjende.

’Skindød’ er en fremragende krimi med et plot, der er bygget helt fantastisk godt op, og som omhandler det altid aktuelle emne trafficking på en spændende og anderledes måde. Fortællingen er bygget op, så man ind imellem følger nogle af de unge kvinder, der er kommet til USA fra især Østeuropa for at få et bedre liv, men er endt som tilfangetagne sexslaver i uhumske bordeller. Det er en utrolig barsk historie pigerne fortæller, men desværre ikke urealistisk. Det fungerer rigtig godt med disse frekvenser, selvom det i starten kan virke en anelse forvirrende.

Gensynet med hovedpersonerne er hovedsageligt dejligt, dog har jeg det ikke helt godt med Jane Rizzoli i ’Skindød’, og hun plejer ellers at være min yndlingsperson i serien. Det handler om hendes tilgang til moderskabet og er min helt personlige opfattelse, der er intet i vejen med forfatterens skildring af hverken hende eller de andre karakterer i bogen, tværtimod er de som altid troværdige og realistiske, blandt andet fordi forfatteren selv er uddannet læge og hun derfor har stor medicinsk viden.

’Skindød’ og de andre i serien hører til i den barske ende af krimigenren, men de er alligevel anbefalelsesværdige til alle krimielskere. De er fængslede, action fyldte, nervepirrende og yderst velskrevne. De bør læses i rigtig rækkefølge: ’Kirurgen’, ’Lærlingen’, ’Synderen’, ’Dobbeltgængeren’ og ’Skindød’. ’Dø igen’ kommer først længere nede i rækken, selvom den er oversat som en af de første.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Anne Mette Poulsen
Faustnummer
53652743
ISBN
9788776778989
Antal sider
356

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer