Bog

Skæbnegalleriet

Af (
2006
)

Anmeldelse

Skæbnegalleriet af Helle Stangerup

Saft og kraft i denne roman fra 1600-tallets London. Hans Holbein bliver beskrevet så levende og farvestrålende som hans egne portrætter.

Tiden er 1530erne, stedet London. Henrik den VIII har netop fået en længe ventet søn, men moderen, Jane Seymour er død, og nu skal kongen have en ny kone.

Vi følger billedkunstneren Hans Holbein, der under et tidligere ophold i London været meget tæt på Thomas More. More, forfatteren til Utopia, nåede at være kansler i tre år, inden hans religiøse overbevisning gjorde det nødvendigt for ham at modsætte sig Kongens første skilsmisse.

More, der var idealist og stærkt troende, måtte følge Gud før han fulgte kongen. Det kostede ham hovedet få år senere. Holbein betragtede ham som en meget nær ven, og i romanen fortsætter han sit venskab med familien gennem Mores datter Meg.

Holbein opdager tilfældigvis, at Meg er nær ved at blive snigmyrdet, og han sætter sig for, at opklare, hvorfor og af hvem. Men forbindelsen til More-familien er farlig, og han vikles ind i et net af intriger, hvor Thomas Cromwell er primus motor.

Hertil kommer at Holbein bliver udset til at male de mulige ægteskabsemner for Henrik d. VIII, blandt andet prinsesse Christina af Danmark. Opgaven med at male Anne af Cleve er en af de sværeste, og Holbein må gå på kompromis med sin kunstneriske samvittighed, for at lade hende fremstå blot nogenlunde nydelig, hvilket hun ikke var.

Helle Stangerup har længe været bosat i London blandt andet for at researche til denne roman. Hun maler et vidunderligt, sanseligt og detaljerigt billede af London på denne tid. Man hvirvles ind i Cromwels intrigemageri, og får en større forståelse for de stærke religiøse modsætninger, som tiden var opfyldt af.

Men allerstærkest står beskrivelsen af kunstneren Hans Holbein den yngre og hans malerier. Man tages med i hans atelier, hvor han diskuterer hvorledes lærlingen Martin skal blande farverne, hvorledes guldet skal lægges på ærmerne på portrættet af den unge prins, og man hører ham diskutere et portræt med en mulig kunde: Hvor stort skal det være, hvilket tilbehør, kniplinger, broderier, symbolik, våbenskjold - alt for at kunne give et tilbud på prisen.

Helle Stangerup har her beriget os med en historisk roman af høj kvalitet, sproget er fænomenalt, og beskrivelsen af Holbein er fængslende.

Politiken, 2006. 330 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
26474345
ISBN
9788756777599
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer