Bog

Send mere kærlighed

Af (
2014
)

Anmeldelse

Send mere kærlighed af Anne-Grethe Bjarup Riis

15 aug.14

Det kan være sværere, end man tror, at sende kærlighed ud i verden – især hvis man spreder sin kærlighed med så mild en hånd, at man glemmer sine nærmeste!

Nu kører det endelig for Helene Sandholm – langt om længe! Eller gør det? Hun er mor til fire dejlige unger, karrierekvinde med egen tandlægepraksis, har et velfungerende samarbejde med eks-manden Bjarke, som driver café for hendes nye mand Mads, hun tager sig godt af sin alkoholiske mor, ja hun har mange bolde i luften, må man sige.

Helene har besluttet sig for, at hun vil sende en masse kærlighed ud i verden, og det skal man da lige love for, at hun også gør! Hun sender faktisk så meget kærlighed ud, at nogle måske ville synes, det var i overkanten. For mens Mads har forladt hende for at finde sig selv på et fjeld i Norge, så giver Helene kærlighed til både en gammel ungdomskæreste ved navn Henrik samt en coke-sniffende overklassekvinde ved navn Tanja Maj.

Desværre er korthuset jo nødt til at vælte på et tidspunkt, og som læseren snart kan se, er Helene på en ordentlig røvtur ned ad bakke. For mens hun tosser rundt og passer sine affærer (og får drukket lidt og sniffet lidt coke), forsømmer hun naturligvis sine børn. William klarer sig selv, Karl lever bag en iPad, Gustav udvikler OCD og lille Hugo med båndsnørerne bliver passet lidt for ofte af Helenes ex-mand og hans Ghanesiske kone Gladys. Og uden at afsløre for meget kan jeg vist godt fortælle, at det hele vælter for Helene – for ingen kan klare at stå alene med alt.

I denne tredje og sidste del af serien om Helene Sandholm samles trådene omkring Helene og hendes mor. Parallelt med virakken om Helenes liv fortælles også en anden historie, nemlig historien om moderen Jyttes barndom. En historie så hård og tragisk, at man ikke længere undres over, hvorfor Jytte er blevet den person, hun er. Den tragiske barndom med en far så ond og modbydelig, at det næsten er for meget, spreder ringe i vandet og smitter af på Jyttes måde at behandle Helene på.

Trilogien om Helene Sandholm er humoristisk læsning for den moderne kvinde, der sandsynligvis vil kunne genkende noget af sig selv i den. I hvert fald i delen om at forsøge at være den perfekte mor, den perfekte kone, den perfekte veninde og den perfekte kollega – hvor det ofte ender med, at man ikke er perfekt til nogle af delene. Men er det ikke også okay - bare at være middelmådig, så længe man har hjertet med i det, man gør?

Anne-Grethe Bjarup Riis er en markant kvinde, der efterhånden har markeret sig på mange felter. Både som skuespiller, debattør og også som instruktør til filmene Hvidstengruppen og Tarok. Jeg var helt vild med Send mere sex og Send flere børn og har faktisk ventet på denne tredje del i flere år. Det er med vemodighed, at jeg nu lukker bogen og tager afsked med Helene Sandholm, men jeg håber at gense hende i en filmatisering af serien. Jeg ville med sikkerhed købe billet til filmen, og ikke mindst ville jeg håbe, at det var Anne-Grethe Bjarup Riis selv, der spillede hovedrollen!

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
51152417
ISBN
9788756799164
Antal sider
313

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer