Bog

Selma Lagerlöf : fortællinger, legender, essays og taler

Af (
2009
)

Anmeldelse

Selma Lagerlöf : fortællinger, legender, essays og taler af Selma Lagerlöf

14 dec.09

Selma Lagerlöf kan røre, bevæge, gøre klogere og vække tanker… og bjørne! Få en samlet Lagerlöf-pakke med ’Fortællinger, legender, essays og taler’.

I år er det 100 år siden, Selma Lagerlöf som den første kvinde modtog Nobelprisen i litteratur. I den anledning er et bredt udvalg af Lagerlöfs kortere tekster blevet nyoversat og udgivet samlet under den (lidt for) nøgterne titel ’Fortællinger, legender, essays og taler’. Men man skal ikke lade sig narre: Når der står ”Selma Lagerlöf” på titelbladet, er der altid en æstetisk og forunderlig oplevelse i vente!

Hver og én af de udvalgte tekster besidder så megen sproglig sikkerhed og original opmærksomhed, at man næsten blæses omkuld af den kolde, svenske vind, man mærker mod ansigtet, når man eksempelvis læser fortællingen ”Gudsfreden”, hvor den navnkundige Ingmar Ingmarsson trodser julefreden… og dét har sin pris. (Har man allerede Lagerlöfs storværk ’Jerusalem’ i sin litterære bagage, vil man på forhånd kende Ingmarssønnerne.)

Meget få forfattere evner som Lagerlöf at kombinere det tidstypiske med det tidløse – det forekommer umiddelbart at være et paradoks. Men dels via sin formidable tilgang til sproget, som hun også ejer en klædelig ydmyghed overfor, hvilket afsløres i ”Tale ved Nobelfesten den 10. december 1909”, og dels via sit fine blik for eviggyldige emner, behandler Lagerlöf flere af vores menneskelige grundvilkår: Troen og overtroen, håbet og fortvivlelsen, kærligheden til næsten eller til sin sag.
Eller hvad med det tankevækkende spørgsmål: Hvad ville du gøre, hvis Døden kom og meddelte, at du kun har én dag tilbage? Gamle oberst Beerencreutz (ja, det er ham fra ’Gösta Berlings Saga’) skal vælge, hvad han vil bruge sin sidste dag til. Døden har aflagt besøg og sagt, at den kommer igen inden næste midnat. I legenden ”Vejen mellem himmel og jord” finder Beerencreutz netop dén vej… mere skal ikke afsløres her.

I Lagerlöfs eventyrlige univers er det hverken ejendommeligt at få besøg af Døden, at få forbyttet sit barn med en troldunge eller at se skoven forvandles til den smukkeste, blomstrende have julenat. For alle disse historier fortæller meget mere end de ord, der står trykt, og selv det grimme og afskyelige bliver elskeligt, når meningen viser sig. Og meningen er… (trommehvirvel)… at Lagerlöf er obligatorisk læsning! Du kommer ikke udenom…

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Anne Marie Bjerg
Faustnummer
28003250
Graphic
Stoltzedesign
ISBN
9788702080292
Antal sider
327

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer