Bog

Route 66-morderen

Af (
2015
)

Anmeldelse

Route 66 morderen af Becky Masterman

26 mar.15

FBI’s tidligere lokkedue, Brigid Quinn, bliver involveret, da den berygtede seriemorder, Route 66 morderen, bliver pågrebet. Spændende krimi med fascinerende og facetteret hovedperson.

Mød Brigid Quinn: Tidligere den perfekte lokkedue for seriemordere med sit slanke og blonde look. Nu pensioneret FBI-agent efter at hendes afløsere forsvandt under en opgave – jagten på Route 66-morderen, der fandt sine ofre blandt kvindelige blaffere.

I sit pensionistliv prøver hun på at være Den Perfekte Hustru for sin ægtemand gennem få år, den tidligere præst, Carlo. De bor i hans hus, indrettet af hans døde kone Jane, og for Brigid er det vigtigste at søge for, at den voldelige del af hendes fortid bliver i fortiden.

Men fortiden vender tilbage, da en lastbilchauffør pågribes med et mumificeret lig i kabinen, og han påstår at være Route 66 morderen. Han hævder også at vide, hvor liget af Brigids tidligere elev befinder sig. Brigid bliver involveret i efterforskningen, men er han den virkelige morder? Undervejs i efterforskningen tager Brigid en skæbnesvanger beslutning, som komplicerer efterforskningen og bringer hendes eget liv i fare.

’Route 66 morderen’ er en seriemorder-krimi med en uortodoks hovedperson. Brigid er et spændende bekendtskab, der på en og samme tid er sej og sårbar. Hun var god til sit arbejde, hun kan håndtere livsfarlige kriser, men hun har samtidig en dyb angst for, at hendes mand skal indse, hvilken bagage hun bærer rundt på i kraft af sit tidligere job. Det er lige så det gør ondt i en som læser at følge med i hendes tanker omkring ægtemanden og frygten for at miste ham.

Historien er spændende, sproget flydende, og man graver ivrigt sammen med Brigid efter forklaringen på, hvad der egentlig foregår, og hvem morderen er. Der sker mystiske begivenheder, som tydeligvis har med sagen at gøre – men på hvilken måde? Slutningen er overraskende og brutal, og Brigid får brug for al sin styrke og mod.

Forfatteren Becky Masterman debuterer med ’Route 66 morderen’, der er den første i serien om Brigid Quinn, og som indbragte hende Edgar Awards debutantprisen i 2013.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Anne Mette Poulsen
Faustnummer
51595289
ISBN
9788776772994
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer