Bog

Rigtige børn vokser ikke op i forbifarten

Af (
2011
)

Anmeldelse

"Små piger kan være så stille som cement under sengen"

Cindy Lynn Brown holder med sin tredje digtsamling "Rigtige børn vokser ikke op i forbifarten" fast i grundkonceptet: Den lange lyrik. Som ved hendes to forrige digtsamlinger, Korrektur 2009 og Ildebefindende 2010, knækkes digtene ikke op af konstante linjebrud, i stedet breder sætningerne sig lange og kryptisk eftertænksomme hen over siderne, så langt, at det præger formatet på digtsamlingerne, der er væsentligt bredere end ved de fleste andre bøger. Men nu er Lynn Browns lyrik blevet endnu længere, så lang, at digtsamlingen vokser sig op på det imponerende sidetal: 155. Til sammenligning var de to forrige på hhv. 49 og 59 sider. Og det falder i øjnene: Det er en kleppert af en digtsamling, der er umulig at fange ind og spidde med en fræk term, fordi den hele tiden vokser og vil så meget og føjer nye billeder til det i forvejen meget kulørte galleri. Helt modsat en digter som Søren Ulrik Thomsen, der har gjort sig landskendt med den korte lyrik, hvor hvert ord er poleret og slebet ind i sammenhængen, så alle digtene står og skurrer og næsten brister af stram velpolerethed, og hvert enkelt ord har sin nøje afvejede plads sammenhængen, giver Lynn Browns digte sig ikke til kende som endegyldige skønheder, men som frodigt voksende tilfældigheder af groteske sammentræf, fornyende billedsprog og en stædigt insisterende vilje til aldrig at lade sig låse fast som absolutte udsagn. For når alting er sagt, kan man altid sige mere. Oprøret mod det fasttømrede og det endegyldige afspejler sig i samlingens konstante diskussion med identiteten og de identitetsskabende markører. Både på det overfladiske damebladsniveau (s. 16) : "test din køkken IQ og svar på spørgsmål om støbejernsgryder", men også helt ned på det plan, hvor også stedets identitet begynder at briste (også side 16): "en ensom bokser langt væk fra storytelling og det lille hus på praktikpladsen / så naivt det kan forekomme der midt i receptionen”. (Og hvor var det så lige, vi var henne?).

Digtsamlingens titel ”Rigtige børn vokser ikke op i forbifarten”, der nok kan ramme de fleste forældres dårlig-samvittighedscenter, har klare politiske undertoner, et træk der går igen i en del af digtene, bl.a. i denne passage, hvor temaet også er børn:

”at være pædagog i vore dage er ikke ligefrem et børneeventyr / der er ikke timer nok og ikke voksne nok og for mange små tandbørster der ikke bliver brugt for tandhygiejne er for tidskrævende der er fnuller under trappen og mudder i garderoben og ikke mere toiletpapir og ingen nye bøger med tidssvarende tegninger for kommunen skal skære og spare og spartle hverdagen ud som margarine og ofte sker det og ofte om morgenen og ofte i bilerne at pædagogerne skriger på vej til arbejde” (s. 18) Og ved digtets slutning:

”række ud efter pladser hvor lyset bølger som duer der letter / hvor ord der bliver sagt ikke betyder noget om valg eller skemaer men blot er musik / der ingenting vejer i trappeopgangen” Og så er der ind imellem er befriende sprælsk og grotesk humor, som i følgende stykke:

”… det er det bedste sted i verden at få udført en røvhulsblegning, det har han læst og siden har han bekymret sig, er det ikke for mørkt, sådan nærmest brunt, hvad hjælper det med spændstige, dunlette baller, hvis det sidder der i midten og ødelægger det hele, med sin misfarve, med sin ækle udstråling, hvis det bare blev bleget, så ville alting vende sig til det bedre, så ville han være lettere at elske, han ville få succes og være tilfreds med sig selv, ikke gru for det øjeblik hvor han skulle vise sig nøgen, men der er langt til San Fernando her fra Føtex og der er langt fra Vesterbro til boulevarder med neonskilte der uden at rødme tilbyder at blege misfarvede røvhuller, han burde enten spare sammen, eller holde op med den fantaseren og gå tilbage efter et andet blomkål, et uden pletter” (s. 145) Tekststykket er præget af en letflydende ordret mundtlighed, og så er der slet ingen linjebrud, og hvis det bliver meget længere, kan det vel også blive prosa, men så er der ikke noget punktum, og det er der overhovedet ikke i samlingen. For det er det, der ikke kan. Sættes punktum.

Bogdetaljer

Forlag
Spring
Faustnummer
29049130
ISBN
9788792381637
Antal sider
155

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer