Bog

Ranx

Af (
2016
)

Anmeldelse

Ranx af Stefano Tamburini m.fl.

26 sep.16

Den voldsomme og satiriske kulttegneserie var forud for sin tid, og Ranx har både revolutioneret måden at lave tegneserier på og inspireret til hele den såkaldte Cyberpunkbølge.

Dele af historien om stodderrobotten Ranx har tidligere været udgivet som et selvstændigt album tilbage i 1980’erne, men nu er den komplette udgave af 1980’ernes kulttegneserie for første gang udkommet på dansk. Albummet består af seks kapitler, ordnet kronologisk, men i virkeligheden er der tale om seks forskellige små historier om Ranx og hans udkårne, Lubna.

Tilsammen giver de seks historier et råt og nådesløst billede af et samfund, hvor volden hersker, og hvor man tager det, man vil have uden tøven eller finfølelse. Samfundet er i forfald, og sammenbruddet er uundgåeligt Det eneste smukke og anstændige i historien er i virkeligheden det umulige kærlighedsforhold mellem det kunstige væsen og den lille pige. Ranx er både en slags fremtidig Frankensteins monster, men sammen med den mindreårige Lubna udgør parret også en slags bizar ”Skønheden og Udyret”.

Som nævnt er Ranx en tegneserie, der var langt forud for sin tid og som muligvis inspirerede forfattere som William Gibson (’Neuromantiker’) og film som ’Blade Runner’, og det er vel i sig selv en fuldgyldig grund til at hylde produktet. Det mest interessante spørgsmål er dog nok, om historien holder i vore dage, og svaret herpå er retfærdigvis både og.

Det der chokerede i 1980’erne kan nok næppe chokere nogen i dag, og selve historien om den såre menneskelige robot er i hvert fald set mange gange siden. Samfundsbeskrivelsen og alle de negative kræfter kan man omvendt sagtens forholde sig til i dag, og uanset hvad så er hele universet omkring personerne stadig ganske levende. Og den gennemgående tørre, satiriske og barske humor er i hvert fald lige så forfriskende og morsom som dengang.

En prisværdig udgivelse som, på trods af ovennævnte indvendinger. stadig fortjener at få et stort og nyt publikum.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
Oversætter
Birgitte Grundtvig Huber
Faustnummer
52606306
ISBN
9788770856201
Antal sider
180

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer