Bog

Professor Hieronimus, På Sct. Jørgen

Af (
1984
)

Anmeldelse

Professor Hieronimus, På Sct. Jørgen af Amalie Skram

Den delvist selvbiografiske dobbeltromanen er et rystende indblik i og et voldsomt opgør med dansk psykiatri i slutningen af 1800-tallet.

Amalie Skram (1846 -1905) var i 1894 indlagt på sindssygehus efter et sammenbrud, og allerede året efter udgav hun sin dobbeltroman med sine egne oplevelser som den helt klare baggrund.

Kunstneren Else Kant er i en voldsom krise, fordi hun ikke kan mestre både at være kunstner og hustru og mor. Hun kan ikke gøre et vigtigt maleri færdigt, hun kan ikke sove og er i psykisk pine. Hendes kærlige og forstående ægtemand Knut er meget bekymret for sin hustru, og sammen beslutter de, at hun skal opsøge den feterede psykiater professor Hieronimus for at blive helbredt. Else lader sig altså indlægge frivilligt - og uden at erklære sig sindssyg - men fra det øjeblik, hun kommer i professorens hænder, bliver alt et mareridt.

Hospitalet er et veritabelt fængsel med låste døre, patienterne bliver behandlet som fanger, og alle ryster, bæver og kryber for den despotiske professor. Professoren og Else kommer i et voldsomt modsætningsforhold, og professorens "kur" går egentlig ud på at knække Else, som han uden videre betegner som splitterravende sindssyg. Hun forsøger at få et tåleligt ophold, men alt er underlagt et umenneskeligt reglement, som forsvarer alle uhyrligheder. Professoren afsløres som  manipulerende, løgnagtig og magtfuldkommen med en skare af krybende ansatte omkring sig. Han får ikke knækket Else, faktisk er det det had og den modstand, hun opbygger mod ham i protest mod behandlingen og hans isolation af hende fra mand og barn, der bliver den redningspplanke, hun kan klynge sig til og som bringer hende igennem rædslerne.

Skildringen af tilstanden på professorens sygehus er rystende med mange billeder af de ulyksalige patienter, der behandles umenneskeligt, brutalt og uden håb. De mange skæbner her brænder sig virkelig ind. 

Som en kontrast til professor Hierononimus og hans rædselsregimente bliver Else endelig i dobbeltromanens andet bind overført til Sct. Jørgen, hvor en helt anden stemning hersker under en menneskelig overlæge, der behandler sine patienter med indføling og nogen respekt, og Else kommer sig her efter et relativt kort ophold og kan lade sig udskrive. Men etiketten sindssyg klæber stadig ved hende, den vil ingen fjerne, hun kan ikke få en attest på, at hun er rask, selv om hun aldrig har været sindssyg, men blot i en krise. Skram rejser i værket spørgsmålet: Hvem er egentlig sindssyg, hvem kan definere hvem der er syge - og med hvilken ret? Blandt de mange stakkels patienter var professor Hieronimus måske i virkeligheden den mest gale?

Værket blev udgivet som et opgør med institutionernes umenneskelighed og tilfældige og afsporede behandling af patienterne. Skram blev faktisk advaret mod at udgive det, da man frygtede, at afsløringen af hendes psykiske krise kunne ramme hende selv. Men værket gav anledning til en offentlig debat og en egentlig undersøgelse af forholdene, og virkelighedens professor Hieronimus, den dengang kendte overlæge ved Københavns Kommunehospital Knud Pontoppidan måtte efterfølgende trække sig fra sin stilling.

Historien om Else Kant blev på den måde også et stykke dansk psykiatrihistorie. Dobbeltromanen er den dag i dag med sin ubarmhjertelige realisme og høje kunstneriske niveau et meget vedkommende værk, der stiller det stadig aktuelle og foruroligende spørgsmål om, hvad der er galskab, hvem er egentlig de gale?

 

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals paperbacks
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
06147429
ISBN
9788700816046
Antal sider
179

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer