Bog

Orbit

Af (
2010
)

Anmeldelse

Orbit af Ib Michael

08 nov.10

Romanen er underholdende med et stimulerende islæt af moderne tid, fantasi, science fiction og kærlighedshistorie.

Orbit er en kærlighedshistorie, om Christinas og Ronnies forelskelse og deres rejser i ni forskellige kredse, hvor mytologi, fortid og fremtid danner rammen om deres oplevelser.

Christina og Ronnie mødes i et forladt sommerhus, de er fra to meget forskellige miljøer. Ronnie, tidligere soldat fra Afghanistan, kører på motorcykel og er indblandet i bandekrige og mordbrand, Christina er adopteret fra Thailand af middelklasseforældre, der er omkommet i en flyulykke, men har efterladt hende bl.a. sommerhuset, der danner rammen om hele historien. Her ligger en sær og tragisk familiehistorie gemt, samt et spøgelse, stjålne opfindelser, gamle breve samt ikke mindst en elfenbensskive, en sekstant, samt to sølvspatler.

Christina og Ronnie hopper ned i en brønd og tager sølvspatlerne i munden, mens maskingeværer skyder over deres hoveder, og de forsvinder. Christina, modig og nysgerrig, med Ronnie på slæb. ”Det var uden betænkning han sprang efter hende, instinktet fortalte ham at han ellers ville blive ladt ene tilbage på jorden. Som sangeren, der aldrig mere fik sin elskede at se.” De drager af sted i ni forskellige kredse: i en fortid som f.eks. cirkusgøglere og i en fremtid med gruopvækkende klimaødelagte scenarier i amerikanske storbyer.

Undervejs mister de hinanden, men deres kærlighed er den tyngdekraft, der skal få dem til at mødes igen. Om det lykkes, afhænger af om Ronnie kan redde Christina fra helvede og om Christina kan finde Ronnies bane, så de to kredsløb kan mødes i samme bane på samme tid.

Romanen er underholdende med et stimulerende islæt af moderne tid, fantasi, science fiction og kærlighedshistorie, som stiller krav til læseren om at acceptere handlingens og personernes spring frem og tilbage i tid og rum. Der er kælet for den magiske realisme, hvor grænsen mellem virkelighed og det overnaturlige forsvinder.

Kærlighed, død og bedrag samt en advarsel om et frygteligt fremtidsperspektiv, hvis vi ikke passer bedre på jorden, er bogens bærende elementer og de er så solide og spændende grundpiller, at jeg, som læser, holdt godt fast i bogen for at være med i alle fortællingens kredsløb, så jeg kunne få opklaret om Christina og Ronnie kom tilbage til romanens virkelighed.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28435568
Graphic
Poul Lange
ISBN
9788702100389
Antal sider
391

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfTina Johnsen
ons, 29/09/2010 - 10:33

80 sider inde i Orbit er jeg stadig fanget af eventyret, der indtil nu er foregået i flere perioder - og det er med at holde tungen lige i munden, når hovedpersonerne Ronnie og Christina stikker sølvspatlen i munden og svømmer tilbage eller frem i tiden. Orbit er fyldt med spændende billedsprog, men til tider er der så mange sprogblomster, at man bliver helt forpustet - som når Ronnie og Christina flyver og svømmer og udfordrer den fysiske verdens formåen. Forpustet og forvirret, men alligevel forundret og fanget - det er mine oplevelser med Orbit ind til videre. Jeg glæder mig til at læse videre og se, hvor eventyret ender mellem nutiden, fortiden - og måske også fremtiden?