Anmeldelse

“Påskemorgen slukker sorgen” – Et veloplagt, ti-leddet indlæg i debatten om opstandelsen

Opstand og opstandelsen er en lille, men meget nyttig bog med udgangspunkt i den røre, der opstod især omkring præsten, Per Ramsdal, i forbindelse med hans udtalelser omkring sin (manglende) tro på Jesu opstandelse. Den er samtidig med at være et bidrag til debatten en kort oversigt over kirkens standpunkt i hele den debat fra de første århundreder og frem til i dag, og således erden et svar på spørgsmålet om, hvad kirken egentlig mener, ‘når den siger, at Jesus opstod fra de døde.’ Og dette spørgsmål er udgiverne magtpålæggende at få besvaret, da ‘Jesu opstandelse [nemlig er] den begivenhed, hvormed hele kristendommen står og falder. Som Paulus siger, “Er Kristus ikke opstået, er vor prædiken tom, og jeres tro er også tom.” (1 Kor 15,14).’

Som undertitlen angiver, består bogen af ti bidrag til at besvare eller skabe klarhed over dette spørgsmål. Indledende Opridser den ene af redaktørerne, Henrik Højlund, debattens positioner, bl.a. kommer han ind på, to måder at tvivle om opstandelsen på: (1) At nægte, at det overhovedet kan ske, og (2) At hævde, at det er sket, men ikke fysisk. Begge disse positioner finder et modsvar i bogen.

De tre følgende bidrag af Peter V. Legarth, den anden redaktør, Jørgen Sejergaard og Peter Søes tager udgangspunkt i Det Nye Testamente. Legarth tager fat på spørgsmålet, om evangelierne fortæller ‘historier eller historie’? Men er det i det hele taget rimeligt at arbejde historisk med opstandelsen? spørger Legarth. Vi har jo ingen øjenvidner, og evangelierne taler jo forkyndende, ikke dokumentarisk. Som en tredie tænkt indvending nævner forfatteren usandsynligheden af, at opstandelsen skulle være sket; vi har simpelthen ikke noget erfaringsmæssigt grundlag at sammenligne med. Til dette sidste kan man jo indvende, at al historie i sidste ende er en engangsforestilling. Men i øvrigt mener forfatteren, at man godt kan arbejde med opstandelsen: vi har nogle data (den tomme grav, Jesu tilsynekomst og disciplenes tro på opstandelsen), som vi kan undersøge ved hjælp af historisk metode. I et afrundende kapitel overvejes forskellig indvendinger, der evt. kunne tale for en alternativ forklaring.

I forlængelse heraf tager Sejergaard spørgsmålet op om, hvordan man gennem forskningen fra oplysningstiden og frem har set på evangeliernes beretning. Hvad præsenteres vi for i evangeliernes beretning? I det vi meget hurtigt når til et nulpunkt i tiltroen til evangelierne, arbejder vi os langsomt frem til at kunne vælge åbenhed fremfor skepsis lige over for evangelieberetningen. Afrundende bemærker Sejergaard, at der ikke er nogen nem løsning, hvad evangelierne angår: ‘De kræver indlevelse i deres særlige karakter, hvis man vil i kontakt med deres affattelsestid og lokalkendskab og ikke mindst deres sandhedsværdi.’ Heri har Sejergaard helt sikkert ret, men har han også det, når han i den henseende sammenligner med Koranens overlevering: ‘Koranen [er] nu så stærkt bevidnet, at dens tilhængere blot kan henvise til håndskrifterne for at bevidne dens alder og uforandrede skikkelse’? Den nye oversættelse ved Elen Wulff nævner i hvert fald intet om overleveringshistorien, og Den Store Danske Encyklopædi må endda fremhæve, at der stadig savnes grundige videnskabelige studier af Koranens historie, og det gælder tilsyneladende også mere specielt dens teksthistorie, for samme artikel nævner blot, at den udgave af Koranen, der har størst udbredelse af Cairo-udgaven fra 1924. At Koranen skulle have en ren og ukorumperet tekst, uden afskrivningsfejl, forekommer utænkeligt. Det er i hvert fald meget svært uden stærke argumenter at forestille sig, at Koran-teksten skulle stå meget stærkere end evangeliernes tekst generelt.

Fra evangelierne går vi over til at se på, hvordan Det Nye Testamentes hovedfatter, Paulus ser på opstandelsen. Afsnittet udmærker sig ved ikke blot at genfortælle Pauli fremstilling af betydning og hvad der for ham var historiske kendsgerninger; vi ser også nærmere på baggrunden, t.eks. den jødiske kultur, der omgav de nytestamentlige forfattere.

Dernæst kommer vi til Kurt E. Larsens og Jan Holm Mortensens bidrag, der behandler de første århundreder. Det første bidrag handler om opstandelsen hos de første par århundreders kristne forfattere, t.eks. Klement, Polykarp og Justin. Mortensens lange bidrag, ‘Gammel vin på nye sække – gnosticismens genkomst’, er en grundig behandling af, hvad forfatteren ser som gnosticismens genkomst, og det er navnlig et svar til professor emeritus Theodor Jørgensens tanker omkring opstandelsen, der vises at stå på et spinkelt grundlag. Det læseværdige bidrag kommer ind på mange aspekter bl.a. omkring hvordan teksten skal læses, ordbetydninger o.lign.

Derpå følger Torben Brammings bidrag, der anskuer opstandelsen i lyset af den kristne dogmatik. Hermed trædder vi ind i forkyndelsen, og selve opstandelsens betydning løftes til et højere niveau, idet Bramming siger: ‘Miraklet er ikke, at døde står op med kød og ben (det er bare en zombiefilms drejebog). Miraklet er, at Guds søn, som skabte universet, bliver menneske og soner menneskets synd og lader det fortabte menneske, hvis straf var døden, vende tilbage til Paradiset.’ Vi finder i dette oplagte bidrag også kritik af teologiske stemmer, der t.eks. har svært ved at huske på, at Jesus Kristus og Gud Herren ‘bogstavelig er den samme person.’ Til at anskueliggøre dette ‘personsammenfald’ griber Bramming til Dorothy Sayers’ billede i bogen Mind of the Maker. Sayers forsøger at forklare treenigheden ud fra idéen om forfatteren og hans skabning. Sayers taler om den kreative process og nævner ‘idéen, energien og kraften.’ Forfatteren skaber ligesom Gud ud af intet; får idéen. Derpå bruger han sin energi på at skrive bogen og få den udgivet. Endelig vil den færdige bog virke på læseren (kraften).

Efter Brammings tekst følger en oversættelse af Martin Luthers prædiken over Mark 16,1-8. Som det ofte er tilfældet med Luthers tekster, er teksten yderst oplagt og læseværdig, og oversættelsen er ydermere udført af Svend Erik Petersen, der også står for den nye oversættelse af Jesu afskedstale.

De sidste to bidrag handler om Grundtvig. Det ene er atter af Jørgen Sejergaard og handler om Grundtvigs syn på opstandelsen. Grundtvig gives i høj grad selv ordet, og det er en sand nydelse at lade sig drive igennem det hav af ædle stene, som Grundtigs ord er! Dette fortsættes i det sidste bidrag, der dels bygger videre på Grundtvig, dels tilfører bogen en praktisk, man kunne sige nærværende tilgang til hele spørgsmålet om opstandelsen. Elisabeth Albinus Glenthøjs bidrag er i høj grad rørende, fordi udgangspunktet er selvgjort erfaring. Men hun formår at fremsætte den uden at rette rampelyset mod sig selv, men tværtimod selv at fungere som en linse. Det er et velskrevet bidrag; også her er dygtigt med citater i en idelig vekslen med dybdegående overvejelser.

Opstand om opstandelsen er bestemt en nyttig bog for begge sider af debatten: for modstanderne for at få en klar fremstilling af det modsatte standpunkt, og for andre, hvis man gerne vil have fremsat dels argumenterne, dels baggrunden for ens eget standpunkt som i et kernesprog!


Bogdetaljer

Forlag
Credo
Faustnummer
52258189
ISBN
9788772423722
Antal sider
159

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer