Bog

Operation Exodus

Af (
2012
)

Anmeldelse

Operation Exodus af Gordon Thomas

01 nov.12

En dramatisk beretning om de jødiske flygtninge, der i 1947 om bord på skibet Exodus heroisk forsøgte at trodse de britiske destroyere og nå frem til Palæstina og det forjættede land.

Ved slutningen af Anden Verdenskrig ønskede mange jødiske overlevende fra de nazistiske koncentrationslejre at immigrere til Palæstina og få opfyldt en ældgammel drøm om at få deres eget land. Palæstina var imidlertid et britisk mandatområde, og mens englænderne tillod arabere og kristne at indvandre uden restriktioner, var der begrænsning på den jødiske indvandring.

Bestsellerforfatteren Gordon Thomas er journalist. Han beretter levende og engageret, ikke bare om selve Operation Exodus, men også om forhistorien, den voksende antisemitisme i Tyskland og Holocaust. Hans fortælling er bl.a. baseret på interviews med passagerer og mandskab fra Exodus. Han bruger hyppige spring fra sted til sted i sin fortælling og befolker den med et mylder af personer, uden at det går ud over sammenhængskraften. Det store persongalleri omfatter magtfulde zionister og engelske politikere og ikke mindst overlevende fra Nazi-Tyskland, hvis små skæbnefortællinger væver sig gennem bogen og fører frem til selve den store Operation Exodus.

Operation Exodus er en milepæl i jødernes historie. Forfatteren viser, at selv om den i første omgang var en fiasko, medvirkede den til at ændre verdensopinionen, ikke mindst efter at englænderne kynisk havde ført de tilfangetagne flygtninge tilbage til lejre i Tyskland. Mindre end et år efter Operation Exodus var staten Israel en realitet.

Bogen rummer ingen dybsindige, politiske analyser, selv om englændernes politiske problemer i Palæstina og på hjemmefronten berøres. Det er de jødiske flygtninge med deres brændende ønske om at vende tilbage til deres historiske udgangspunkt, der er hovedsagen, og det er her, forfatterens sympati ligger. Hans fremstilling er en levende, engagerende, populærhistorisk beretning, der kan læses af alle interesserede.

Bogdetaljer

Forlag
Sohn
Oversætter
Steen Sohn
Faustnummer
29572054
ISBN
9788771220667
Antal sider
399

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer