Ondskab

Else Cederborg: Ondskab.

Else Cederborgs roman Ondskab er svær at sætte i bås. Er det en roman eller en stor novelle? Er det en kriminalroman eller en eksistentiel afsøgende tekst? Der er noget kafkask over Cederborgs finesser med at trække læseren rundt i detaljer, der ikke umiddelbart fører nogen steder hen. Og der er samtidig noget Poul Ørumsk over den direkte og bogstavelige beskrivelse af det kriminelle univers. Hovedpersonen Stellas tanker bliver lagt for en dag i en lang åben bevægelse, så ingen er i tvivl om, at hun bærer synsvinklen og har fortællerens sympati. Og i forhold til romanens forbryderiske plot er Stella den efterforsker, der driver historien videre. Hun er tildelt kriminalhistoriens detektivfunktion. Men ikke med styrke og kompetence. Som en søgende, tvivlende sjæl, der nages af uvisheden og mistanken. Selvom alle detaljer bliver blotlagt, så snører teksten sig sammen om sine hemmeligheder. Læseren får ikke adgang til det allerhelligste. Det er ikke til at vide, hvad der gemmer sig bag alle tekstens slør, men efterhånden som læsningen skrider frem oparbejdes der en ubændig lyst til at rive teksten fra hinanden for at nå ind til vished og sandhed. Cederborg anvender en del af krimiens traditionelle ingredienser, den dobbelte tid, mordets tid og den aktuelle efterforsknings tid, dobbeltdetektiven, hvor den elskelige politimand Frans Knudsen udgør den kompetente og erfarne halvdel, mens hovedpersonen Stella udgør den intuitive og flagrende makker. Men intet er traditionelt i Ondskab. Dobbeltdetektiven er en illusion. Krimiens funktioner er i spil.  Ondskab er ikke en gængs krimi. Den breder sig for meget. Den funderer for meget, og den vil mere, end krimier for det meste kan stå inde for. Som eksperiment er Ondskab besnærende. Den genreoverskridende bestræbelser er inciterende og dens sproglige kompromisløshed er bemærkelsesværdig. Og romanen er ved at koge over af en fortælleglæde, der er ud over det sædvanlige.

Frank Egholm Andersen