Bog

Offentlige hemmeligheder

Af (
1996
)

Anmeldelse

Offentlige hemmeligheder

Man skal være god ved sine hovedpersoner. Det er Alice Munro. Hun låner dem blikke og stemmer, der er reserveret engle og kloge koner.

'Offentlige hemmeligheder' er en meget passende titel til denne samling noveller af den nobelpriskårede forfatter. Man kunne kalde det, novellerne beskriver så gribende for sladder, men det ville ikke være sandt - det ville antyde, at den viden alle disse mennesker vi hører om og hører fra, navigerede efter en viden som var stigmatiseret og odiøs. Det er den ikke, og det gør de ikke. Langt hen ad vejen handler de - og hører vi om deres handlen - som en slags naturlove. Flere gange går det frygteligt stærkt ned i de dybeste lag af menneskelig utilstrækkelighed, andre gange ligegyldigt ligeud af de landeveje, der knytter landskabet omkring Carstairs, Canada sammen.

Munros ros er selvfølgelig berettiget. Hun fortæller meget realistiske historier om meget virkelige mennesker på en helt fantastisk måde. Det er det jeg mener med, at hun behandler sine hovedpersoner godt. Hun får så at sige bedste frem i dem, når de strækker sig med det yderste af deres elendige liv og erfaring for at få alting og andres hemmeligheder til at falde på plads. De er så nervøse og uforløste, at deres opmærksomhed sitrer alle detaljer til sig af frygt for at noget skulle gå tabt - en chance for at flytte sig, en lillebitte åbning for et kærtegn - og dén opmærksomhed kan man så sidde som læser og suge i sig som virkelighedsnær honning fra de blomstrende sider.

The word er, at Munro bl.a. fik sin pris for at skrive noveller, og at genren derfor indirekte også var på skamlen. Men dette er så langt fra klassisk novelleskrivning. Der er alt for mange spor, alt for mange synsvinkler, alt for mange breve, drømme, artikler, tanker og ydmyge olympiske fortællere til, at meget mere end en enkelt novelle af de otte (Hotel Jack Randa) overholder genrekonventionerne. Bedst og fermest brydes de i 'Den albanske jomfru', der som Arvo Pärts komposition 'Spiegel im Spiegel' bliver ved og ved med at glimte og bryde sin egen virkelighed. Jeg ved jo ikke om Auster har læst hende, men han kunne godt. Det er også litteratur med et metalag. Jeg ved heller ikke om danske Simon Fruelund har læst hende - men det er et godt bud. I al venlighed sagt.

Novellerne er bedst når deres historier vokser fra det ene menneske til det andet, fordi de understreger den fremherskende tese om, at intet menneske er en ø. Tesen virker overbevisende, når disse novellers ellers tavse mennesker kommer i hænderne på denne empatiske forfatter.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
21282855
ISBN
9788756812535
Antal sider
313

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer