Bog

Nexø Trawl

Af (
2007
)

Anmeldelse

Nexø Trawl af Dennis Gade Kofod

Socialrealistisk, dansk hjemstavnsroman om ungdom, opvækst, venskab, kærlighed og familie.

Endnu et provinsopgør – denne gang er det Bornholm, der kommer på landkortet over litterære beskrivelser af et lidt skævt samfund og dets beboere. "Nexø Trawl" er skønlitteratur, men ligesom med Romers og Jepsens romaner har den paralleller til forfatterens opvækst. Eller har den? Hvis man pakker sin nyfigenhed væk fra forfatterens personlige forhold og motiver, kan man bedre koncentrere sig om romanen. Jeg prøver lige.

Nexø, 2004. Vi starter voldsomt med liget af en fyr, der hed Thomas. Vores fortæller har kendt ham godt og grundigt siden hin nytårsaften, hvor de som halvstore børn sammen sprængte Jehovas Vidners Rigssal i luften. Sådan noget skaber virkelig venskaber, og herefter bevæger de sig udiskret igennem ungdommen, som de fylder med bajere, stoffer og følelser, med Nexø, fiskeindustri og bølger på Østersøen som baggrund. Det lyder eksotisk, men de keder sig langt ind i sjælen og drømmer om spændende kreative miljøer langt væk fra Bornholm. Som f.eks. København. Thomas tager dertil og finder kærligheden sammen med Sabine – hun er junkie lige som ham selv. Men de er nogle lykkelige junkier. Et stykke tid.

Nexø Trawl er et vodbinderi, der bl.a. beskæftiger Thomas’ far Esben – og historien handler også om ham, eller der trækkes i hvert fald en del garn tilbage til ham, for nu at blive i terminologien. Esben hvirvler igennem sit liv, ligesom sønnen Thomas. Men han vender altid tilbage. Til kærligheden og de uundgåelige tilhørsforhold til ø og mennesker.

Fortællerens ærlige bornholmske stemme gør indtryk ligesom historierne, eller myterne om man vil, om venskab, kærlighed, opvækst og udlængsel. Det stille lokalmiljø med de højtlydte eksistenser fortælles intenst og fabulerende. Temaerne er autentiske og vedrørende og meget genkendelige – nok også i Vellev, Østjylland. Dog, jeg har fattet pointen med, at Bornholm er en ø. Men det er menneskene i historien ikke. De har et valg – alle sammen – og de forskellige valg, de foretager, griber ind i hinanden. Det er både tankevækkende og spændende at læse om.
Tiden er virkelig inde til hjemstavsromaner, og de bliver slugt og fordøjet af mange læsere fra både på ø og fastland. Det fortjener denne også.

Rosinante, 2007. 229 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
26923638
ISBN
9788763807241
Antal sider
229

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer