Bog

Nej jeg vil ej, sagde krokodillebarnet

Af (
2014
)

Anmeldelse

Nej jeg vil ej, sagde krokodillebarnet af Maria Rørbæk

15 dec.14

Kan selv - vil selv! En fin billedbog for de 2-5 årige om et trodsigt krokodillebarn, der finder ud af, at det nogle gange kan betale sig at lytte til sin mor

Dette er tredje billedbog om krokodillebarnet Karl, der nu er kommet i trodsalderen og vil bestemme alting selv. Så når krokodillebørnene skal have renset tænder af tandfuglen og krokodillemor siger "åbn jeres gab", så klapper Karl selvfølgelig gabet i. Og når krokodillemor siger "alt må I hapse, bare ikke en tandfugl. Tandfuglene er vores hjælpere" - ja så siger det smak! Og Karl har kappet Tue Tandfugls halefjer. Sådan fortsætter Karl indtil det en dag går galt. Trods krokodillemors advarsler springer Karl i floden for at spise flodhestehestehaler og bliver taget af strømmen. Tue Tandfugl opdager Karl, men vil han hjælpe den krokodille som har ædt hans hale?

Ligesom de to forrige bøger om Karl så fremstår bogens emne tydeligt af både overskrift og bagsidetekst. Vi møder Karl første gang i Farvel sut, sagde krokodillebarnet og igen i Dumme lillebror, sagde krokodillebarnet. Det er velkendte emner i børnelitteraturen, men altid aktuelle - især når tekst og billeder harmonerer så godt som de gør her.

Maria Rørbæk skriver i et frisk og flydende sprog med masser af "spush", "haps", "snap", "slask" og "pjask" som jeg er sikker på, at de fleste børn vil elske. Teksterne er smukt illustreret af Pia Thaulovs farverige akvareltegninger, der faktisk er en fortælling i sig selv.

Bøgerne henvender sig til børn fra 2-5 år og jeg har testet alle tre bøger på min datter på 2 år. Hun blev straks fanget af bøgernes farverige forsider og krokodillebarnet Karl, men det var svært at fastholde hendes koncentration under højtlæsningen. Hun kan og vil også selv, og bladrede videre inden jeg havde nået, at læse teksterne færdige. Til sidst endte vi med "bare" at snakke om billederne. Det fungerede også fint, men vil man have det fulde ud af historien vil jeg anbefale at vente til omkring tre-årsalderen.

Nej jeg vil ej, sagde krokodillebarnet er en dejlig fortælling om at blive stor og ville bestemme selv. Moralen må være, at man bare en gang imellem skal lytte til sin mor, og at man skal holde sig gode venner med tandfugle. Af nyere titler om at ville bestemme selv kan også nævnes Kim Fupz Aakesons Lili vil være stor, 2012 og Betty bestemmer det hele, 2011 af Alberte Winding.

 

Originally published by Annebeth Larsen Møller, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51224523
ISBN
9788702156997
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer